
Hirtshals Fiskefestival trækker hvert år henved 15.000 besøgende til Hirtshals, som i tre dage syder af fiskerelaterede aktiviteter for alle.
Under hele festivalen vil Nordsøen Oceanarium inddrage Projekt FiSK i aktiviteterne på Hirtshals havn. Torsdag vil aktiviteten være ”Det levende køkken” – hvor børnene og deres voksne kan kreere deres egen fiskeret.
Nordsøen Oceanariums nye udstilling ”Det levende køkken” er en del af Projekt FiSK; en ny national indsats, hvor danskerne på utraditionel vis kan lege sig til viden om fisk som fødevare, sundhed og bæredygtighed, og hvor forskere fra Københavns Universitet undersøger, hvad indtag af fisk betyder for børns sundhed. Indsatsen er støttet af Nordea-fonden.
– Vi har jo længe haft fokus på formidling af fisk som mad, og nu får vi en ny og vigtig sundhedsvinkel på fiskene i vores formidling, og samtidig holder vi os i et univers, der appellerer til både børn og nysgerrige voksne. Indragelse af Projekt FiSK i Hirtshals Fiskefestival, hvor vi flytter elementer fra udstillingen ud til rigtig mange fisk- og sundhedsinteresserede deltagere, er en fin og helt oplagt mulighed at sprede budskabet, siger formidlingschef på Nordsøen Oceanarium, Simon Madsen, som nedenfor netop ses ved åbningen af Projekt Fisk.
Projekt FiSK afvikles i et samarbejde mellem Fiskeri og Søfartsmuseet, Kattegatcentret, Nordsøen Oceanarium og Den Blå Planet samt Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet.
Flere fisk på middagsbordet
Nordea-fonden støtter projektet. Blandt andet fordi det bygger på et nytænkende samarbejde mellem forskere og akvarier, som er med til at inspirere flere til spise fisk i hverdagen:
– Der er et kæmpe potentiale i fisk som sund fødevare. Nordsøen Oceanariums sjove og lærerige aktiviteter vil inspirere flere børn og voksne til putte flere fisk i madpakkerne på middagsbordet. Kort sagt skal hverdagen gå i fisk på den gode måde, siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden, som støtter gode liv.
Foto: Arkiv.

























































