
Når nogen især udenbys fra dumstædigt påstår, at der ikke sker noget i Hirtshals, burde de tilbringe et par uger om sommeren på Den Grønne Plads eller Sydvestkajen. Naturmødet, Small Ship Race, Musik Under Trappen og nu Hirtshals Fiskefestival. Ind imellem kunne nævnes en masse andet.
Allerede torsdag startede festivalen med fisk i fokus da også så småt op med en vellykket kokkeskole i Skibet på Den Grønne Plads. Denne fredag formiddag forestod dernæst den officielle indvielse af Hirtshals Fiskefestival 2016 med tale af borgmester Arne Boelt. Borgmesteren kom direkte fra det netop her på webavisen omtalte morgenmøde hos Hirtshals Handel & Erhverv.
På sidstnævnte møde havde borgmesteren allerede løftet sløret for planer om endnu en omfattende udvidelse af Hirtshals Havn. Disse planer blev i åbningstalen bekræftet af borgmesteren, der undervejs takkede både fiskere, virksomheder og borgere for at have taget så positivt imod den igangværende udvidelse, hvilket med smil blev bifaldet af bestyrelsesformand Anker Laden-Andersen og havnedirektør Jens Kirketerp Jensen. Talen havde i sammenhængen interessant nok fokus på nødvendigheden af fortsat og gerne voksende tilførsel af fisk til virksomhederne på Hirtshals Havn.
Efter åbningstalen i det mere og mere tæt pakkede telt kunne gæsterne så cirkulere rundt til smagsprøver og boder med salg af skaldyr og fisk fra de mange sponsorer. Udenfor artede vejret sig oven i købet også som spået rimeligt med lidt vind og ikke så lidt solskin, hvilket lover godt for Hirtshals Fiskefestival 2016.
Link til tidligere artikel med hele programmet: Hirtshals Fiskefestival 2016