
Det er med store forventninger, men også med lidt blandede følelser, at man som lokal borger byder velkommen til Naturmødet 2016 i Hirtshals.
Heroppe, hvor Vendsyssel stolt knejser mod Vesterhavet, er vi vant til at klare os selv og arrangerer snildt på egen hånd både Musik Under Trappen, Small Ship Race og Fiskefestival, men med Naturmødet kommer noget meget, meget stort udefra væltende ind over havnebyen Hirtshals.
Det kan man vælge at rynke på næsen af og vrænge over, men det er fornuftigvis ikke indstillingen hos langt de fleste af de borgere, som vi på den lokale webavis har mødt og talt med under opsejlingen til denne nationale event, der garanteret ryger direkte ind i den bedste sendetid på de landsdækkende fjernsynskanaler og radiostationer.
Dog skal vi gerne medgive, at det er en speciel fornemmelse at komme fra Emmersbæk og Nejst eller så tæt på som Runddelen, hvor alt endnu torsdag eftermiddag signalerede almindelig hverdag, ned til Den Grønne Plads og Sydvestkajen samt Husmoderstranden. Her så samtlige organisationer, partier og foreninger, der har en eller anden vinkel på naturen, tydeligvis ud til at have indfundet sig med stader og telte.
I Bølgen under Trappen blev eventen som allerede omtalt fornemt åbnet, hvorefter Anders Lund Madsen tog hul på og styrede debatten i Skibet på Den Grønne Plads.
Man blev som lokal ganske forpustet og overvældet alene ved udbuddet af holdninger til den natur, som vi her i byen hele tiden har på så tæt hold.
Ikke desto mindre hersker der her på den lokale webavis ikke fligen af tvivl om, at denne event kan blive et kæmpe aktiv for alle i Hirtshals. Heldigvis!
Læs flere fakta her: Naturmødet






















































