Hirtshals får hård konkurrence fra Hanstholm Havn

Hanstholm Havn er klar til at sætte en havneudvidelse til i alt 525 millioner kroner i gang – det er 125 millioner kroner mere end oprindeligt planlagt.

23

Udvidelsen af Hanstholm Havn ser ikke ud til at få Thisted Kommune, der skal finansiere projektet, til at ryste på hænderne, skriver Limfjord Update.

– I modsætning til sidste gang, er projektet denne gang gennemarbejdet, og man mangler nu kun, at kommunalbestyrelsen i Thisted godkender garantien, fortæller borgmester Lene Kjelgaard Jensen (V), til Limfjord Update.

Efter planen skal de ekstra millioner være med til at sikre bedre besejlingsforhold og mindre bølgeuro både i forhavnen og den eksisterende havn, så større både kan benytte sig af havnen.

– Det vil samtidig også betyde, at havnen kan bruges flere dage om året, og at vi på den måde får flere fisk ind til Hanstholm Havn, siger Lene Kjelgaard Jensen.

Hun ser ikke for sig, at kommunalbestyrelsen skulle sige nej til at finansiere projektet, og hun fortæller, at tidshorisonten er overskuelig.

– Forhåbentlig kan Hanstholm Havn begynde at indgå kontrakter med entreprenører i 2017, så arbejdet kan begynde i starten af 2018 og være færdigt i 2020. Men byggeriet forhindrer ikke, at man kan bruge havnen imens, og det er vigtigt for os, siger borgmesteren.

Økonomiudvalget skal behandle sagen endeligt den 26. oktober og kommunalbestyrelsen den 1. november.

FlaskePosten tilføjer for egen regning, at det måske nok for en umiddelbar betragtning kan anskues som hård konkurrence for Hirtshals Havn.

Tilbage står imidlertid det faktum, at de fortsat mangler en motorvej i Hanstholm.

Kilde: Limfjord Update.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments