
Droner er en fantastisk opfindelse og har udvidet netavisens muligheder for at bringe flotte billeder, men de kan altså bare endnu ikke hamle op med luftfotos som disse taget af Hans Hunderup på vingerne den 8. januar 2018 over det nordvestlige Vendsyssel.
Det ene af de tilsendte billeder har vi netop brugt til at opdatere vores coverfoto på Facebook, men nedenfor følger tre flere fra Hirtshals og heraf to af havneudvidelsen mod nordøst, tre fra Hjørring og herunder det ene fra oversvømmelserne ved åen ud mod Sønderskov.
Desuden er der syv fra Lønstrup. Heraf er de fire fra den omdiskuterede selvtægt med forsøg på kystsikring. Der ser det ud til, at der er to af sommerhusejerne, som ikke ville med på den galej. Endelig også tre fotos fra den regulære kystsikring ved Nørlev Strand.
Foto: Hunderup Luftfoto.

































































