
Roger Glenvik bragte allerede i 1975 de første svenske bordtennisspillere på træningslejr i Hirtshals Idrætscenter.
– Roger er selv en ivrig og den dag idag stadigvæk aktiv bordtennisspiller i Askims i Göteborg. Men det var ikke blot bordtennisspillere, han sendte vestover Kattegat og til Hirtshals. Det var sportsfolk fra mange forskellige idrætsgrene, fortæller Jim Christensen fra B75.
Roger Glenvik har derfor også betydet enormt meget for Hirtshals Idrætscenter, hele byen og området, de lokale idrætsforeninger og i særdeleshed for B75.
– Vi var rigtig glade for, at Roger igen kom til Hirtshals, da han den 17. januar 2015 kom til vores 40 års jubilæumsfest. På billedet fra netop denne dag ses Roger Glenvik med den venskabspokal, som han forærede B75 i jubilæumsgave, oplyser Jim Christensen.
Hvis der bliver mulighed for det, vil Roger Glenvik gerne komme til B75 og spille bordtennis sammen med de øvrige veteraner i Askims.
– Vi håber, at det lader sig arrangere og vil glæde os til at tage imod Roger og hans klubkammerater, fortsætter Jim Christensen, der har modtaget denne hilsen fra Roger Glenvik:
“Til lycke med säsongen. Jag är imponerad av ett stort arbete som styrelse, ledare och spelare genomfört. Jag hoppas ni fortsätter ert fina arbete med B75. Hälsning från Spanien.
Er vän Roger Glenvik”.
– Vi siger mange tak til Roger, som har spillet en ikke ubetydelig rolle i B75s historie, fastslår Jim Christensen.