
Ved stranden i Tversted torsdag eftermiddag fik fem passagerer en lidt vildere tur i hestevogn, end de måske lige havde forestillet sig, da de satte sig op i vognen. For mens gæsterne blev kørt fredeligt rundt, begyndte hesten, som ses ovenfor, pludselig at løbe løbsk, skriver TV2 Nord.
– Et af hjulene på hestevognen har ramt en kantsten, og den lyd har så skræmt hesten, så den løb afsted, det fortæller føreren af vognen, Karsten Weinkouff.
Ved episoden, der tog afsæt omkring klokken 15 torsdag i nærheden af Det Blå Ishus i Tversted, kom ingen af gæsterne i vognen til skade. Hesten slog sig dog i faldet og måtte efterfølgende syes med fire sting i det ene ben, fortæller Karsten Weinkouff.
– Jeg har det rigtig dårligt over, at det er sket. Der er altid en risiko for, at sådan noget kan ske, når man arbejder med dyr, men derfor er det stadig rigtig træls. Gæsterne tog det dog rigtig pænt alle sammen, og de har det alle godt. Vi sidder og drikker kaffe sammen nu, fortæller han til TV2 Nord.
Karsten Weinkouff fortæller, at det ellers var en ganske erfaren hest, der trak vognen. Derudover fortæller han også, at flere strandgæster var rigtig gode til at hjælpe til, efter hesten var faldet.
– Der kom flere hen, der havde rigtig godt styr på heste. Sammen fik vi så beroliget hesten og spændt den fri fra vognen, da den lå ned. Så der skal lyde en stor tak til dem, der hjalp, fortæller han.
Foto: Karsten Weinkouff.
Kilde: TV2 Nord.