Søndag kunne jublen bryde ud på Hjørring Stadion, da fodboldkvinderne fra Fortuna Hjørring kunne lade sig hylde som danske mestre.
Mesterskabet blev allerede sikret i forrige spillerunde, men Fortuna slog det sidste søm i kisten, da de på hjemmebane vandt 4-1 over de nærmeste – og evige – konkurrenter fra Brøndby.
Sejren betyder, at Fortuna vinder mesterskabet overbevisende med hele otte point ned til Brøndby, og det
– Jeg synes, det er fortjent. Vi ender med at vinde med otte point, og vi slog Brøndby både på udebane og i dag på hjemmebane, så det er klart fortjent, siger Fortuna-topscorer Signe Bruun, som også fik scoret i søndagens kamp.
Holdkammeraten Karoline Smidt Nielsen stemmer i:
– Det er super dejligt. Det er en forløsning, og det er flot, at vi gør arbejdet færdigt i dag. Det er meget fortjent, at vi bliver danske mestre, siger hun.
Fortuna Hjørring har nu vundet det danske mesterskab ti gange, og det var en rørt og glad Fortunaformand, der efter mesterskabskampen uddete ros til holdet.
– Jeg er så stolt af de her piger, det er da helt fantastisk. Det har været vores år i år. Jeg synes, vi i den grad har været suveræne i år, og det har været et fantastisk år. De har virkelig knoklet for det her, og det er så fortjent, siger Fortunas formand Jette Andersen.
Hun hæfter sig ved, at det er et meget ungt hold, der har vundet mesterskabet, og at truppens bredde har haft en betydning for, at holdet har holdt et konstant og højt niveau gennem hele sæsonen og altså er sluttet med guldmedaljer om halsen.
Netop ungdommen og talenterne skal være det, der bærer Fortuna videre til flere triumfer i fremtiden, mener Jette Andersen.
– Vi bor jo i udkantsdanmark, og der bor 25.000 i Hjørring. Vi er oppe imod København hele tiden. Men på mange andre måder må vi være dygtigere end de er. Blandt andet hele det setup vi har omkring vores akademi. Vi er nok klar over, at vi i fremtiden skal aflevere spillere til de store ligaer ude i Europa, så vi skal bare være bedst på talentfronten, siger Jette Andersen.
Efter sejren over Brøndby og guldjubel på Hjørring Stadion, gik turen videre til byens rådhus, hvor borgmester Arne Boelt stod klar til at tage imod. Spillerne fik, som traditionen byder det, serveret pandekager, men det skete først, da en anden og lige så festlig tradition var overstået.
Når man henter et dansk mesterskab til Hjørring – og kun på den ene dag – må man nemlig soppe i springvandet foran rådhuset, og borgmesteren slipper ikke for at få våde tæer.
– Jeg bliver nok nødt til det. De stopper jo ikke, før jeg har sat mine fødder derop. Det er blevet en tradition, og det gør jeg også gerne i dag, siger Arne Boelt.
Han har haft nok at glæde sig over på den sportslige front de seneste uger. Først rykkede Vendsyssel FF op i Superligaen, og dernæst hentede Fortuna Hjørring altså det danske mesterskab for tiende gang.
– Det er svært at få armene ned. Det er helt fantastisk, og det er dejligt at være borgmester i Hjørring. At have det bedste hold ved damerne og samtidig være rykket op i den bedste række for herrerne, så kan man ikke forlange mere, siger Arne Boelt.
Foto: Hjørring Kommune.
Kilde: TV2 Nord.