Her kan du købe dyrt foto

Kører du 93 km/t i stedet for 80 km/t, fordobler du risikoen for at ende i en dødsulykke.

1713
Fartkontrol på Frederikshavnsvej i Hjørring. Foto: Arkiv.

Politiet er ekstra meget på udkig efter fartsyndere, og du kan meget nemt komme af med en pæn skilling for et foto af din bil i for høj fart, hvis du ikke passer på. Billedet, du får tilsendt sammen med et girokort, er iøvrigt ikke af speciel god kvalitet, så måske skulle du spare de penge.

Det gøres i dette tilfælde ved at overholde de gældende fartgrænser, for uden for høj fart, skal du få taget dit billede et andet sted, og uden for høj fart kommer der ingen penge i fartkontrolkassen hos staten.

Politiet fortæller om fart på vejen:

De fleste danskere ved godt, at for høj hastighed både er farligt og kan skabe utryghed hos andre bilister. I en ny undersøgelse svarer knap 3 ud af 4 adspurgte, at de ikke synes, det er socialt acceptabelt at køre 10 km/t for hurtigt på en landevej. Faktisk er landevej den vejtype, hvor der sker flest alvorlige ulykker, og ofte er for høj fart involveret i ulykkerne.

I samme undersøgelse svarer de adspurgte også på, hvordan de rent faktisk selv kører. Her svarer 67 procent, at de jævnligt kører 90 km/t eller mere, hvor de må køre 80 km/t.

Noget kan altså tyde på, at danskerne har gode intentioner om at overholde hastighedsgrænserne, men at de i praksis ikke altid får det gjort. Derfor kører Rådet for Sikker Trafik nu en kampagne, som forhåbentlig får flere bilister til at overholde hastighedsgrænserne.

Man skal ikke køre ret længe på de danske veje, før man ser bilister, som ikke mener, at hastighedsgrænser gælder for dem. Desværre gør det risikoen for dem selv og alle andre trafikanter større, og selv i de situationer, hvor det ikke går galt, øger det utrygheden på vejene. Så lad nu være med at køre for stærkt. Du vinder næsten ingen tid på det, og det er ret egoistisk at udsætte andre trafikanter for risikoen, siger Michelle Laviolette, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.

Selv de små hastighedsoverskridelser gør risikoen for at ende i en alvorlig ulykke langt større. Faktisk fordobler du risikoen for at ende i en dødsulykke, hvis du kører bare 13 km/t for hurtigt et sted, hvor du må køre 80 km/t. For høj hastighed giver dig kortere tid til at reagere, og standselængde bliver betydeligt større.

I weekenden starter efterårsferien, og i den forbindelse er der hastighedskontrol på de danske veje. Bilister vil fra fredag til søndag kunne møde politiet på laserkontroller, få et vellignende billede fra en fotovogn eller blive stoppet af en betjent på færdselspatrulje.

Det er både de store og de lidt mindre hastighedsoverskridelser, politiet vil notere. I 62 procent af de dødsulykker, hvor farten spiller en rolle, er det nemlig en mindre hastighedsoverskridelse, der er en medvirkende årsag.

Vi har fartkontrol i hele landet i dagene op til efterårsferien, og folk med for tung speederfod vil kunne møde os i byen samt på lande- og motorveje. For høj hastighed kan være forskellen på en slem forskrækkelse og en alvorlig ulykke, og det er også grunden til, at for høj fart sammen med uopmærksomhed bag rattet og spritkørsel er fokuspunkter i Rigspolitiets færdselsstrategi frem mod 2020.

De fokusområder skal være med til at nedbringe antallet af dræbte og tilskadekomne i trafikken, siger Christian Bertelsen, politiassistent i Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

Fakta om for høj fart:

Kører du 93 km/t i stedet for 80 km/t, fordobler du risikoen for at ende i en dødsulykke.
For høj fart er involveret i 52 % af alle dødsulykker på de danske veje.
Forskellen på at køre 80 km/t og 95 km/t er blandt andet, at du ved 95 km/t er ca. 19 meter længere om at holde stille i en katastrofeopbremsning.

Om undersøgelsen:
I første halvår af 2018 har Promonitor for Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension spurgt 2.113 bilister om deres holdning til for høj hastighed i trafikken.

Undersøgelsen viser, at:
67 % svarer, at de meget ofte, ofte eller en gang imellem kører 90 km/t eller mere, hvor de må køre 80 km/t.
73 % svarer, at det er socialt uacceptabelt at overskride hastighedsgrænsen med 10 km/t på landevej. (Besvarelser: I høj grad 8 %. I nogen grad 23 %. I mindre grad 43 %. 26 % svarer, at det slet ikke er socialt uacceptabelt.)
96 % svarer, at det er socialt uacceptabelt at overskride hastighedsgrænsen med mere end 30 % (klip i kørekortet).

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments