Når raketterne klokken 00:01 nytårsnat suser ind i et nyt år, lander de igen i et år med mange fridage for almindelige lønmodtagere.
Både 2018 og 2019 var såkaldte “lønmodtagerår”, hvor langt de fleste fridage faldt på hverdage – sådan bliver 2020 også. Det skriver Fagbladet 3F.
Og særligt er der udsigt til muligheden for et par ekstra forlængede weekender, da flere fridage falder på fredage.
Hvis vi tager det kronologisk, skal du vaske de indtørrede champagneslatter af på en onsdag, for nytårsdag falder midt på ugen. Det giver onsdagsfri til mange, og har man været virkelig sparsommelig med fridagene i 2019, kan man måske være heldig at have fri torsdag-fredag også.
Påsken falder som altid på en torsdag-fredag plus en mandag. Her har rigtig mange fri. Samtidig falder den lidt tidligt næste år, nemlig fra datoerne 9.-13. april.
Arbejdernes kampdag
Næste mulige fridag er arbejdernes internationale kampdag, 1. maj, som ligger på en fredag i 2020. Det var en onsdag i år, men da det er skudår næste år, hopper vi to dage frem i 2020. Har man fri 1. maj, er der altså mulighed for en god, forlænget maj-weekend.
Store bededag er den dag, hvor alt arbejde oprindeligt var forbudt, og hvor man får morgenmad til aftensmad – med andre ord lune hveder. Store bededag falder fredag 8. maj.
Kristi himmelfartsdag ligger som altid på en torsdag – i 2020 21. maj.
Pinsen strækker sig lidt friskt sagt over to måneder næste år – søndag 31. maj er 1. pinsedag, og mandag 1. juni er 2. pinsedag.
Grundlovsdag
Næste chance for et åndehul er grundlovsdag. Grundlovsdag er en fredag næste år og som altid 5. juni. Ikke for alle er grundlovsdagen dog lig med en fridag, men for dem, som har fri, er der altså mulighed for endnu en forlænget weekend.
Så er der som bekendt et langt spring helt frem til jul, før der er officielle fridage igen.
Nogle år falder julen så heldigt, at julens helligdage ligger på hverdage i forlængelse af en weekend. Sådan er det i 2020. Juleaften ligger nemlig en torsdag – ligeledes nytårsaften – og 1. juledag falder på en fredag. Så kan man til gengæld møffe lidt i skægget over, at 2. juledag falder på en lørdag, som for mange i forvejen er lig med fri.
Alt i alt er der tale om op til 12 fridage i 2020, der ikke æder sig ind i en weekend. Men husk: Mange arbejder alligevel i helligdagene, og det er din overenskomst, der afgør, hvilke af helligdagene du har ret til frihed.
Kilde: TV2 Nord.
Foto: Arkiv.