Hans Rottbøll havde længe set frem til i dag. Hans familie ejer Børglum Kloster udenfor Løkken. Møllen ved klosteret har det sidste halve år manglet den ene af sine i alt fire vinger. Men fredag blev den hel igen.
– Det er jo vores livsopgave, at varetage den kulturarv Børglum Kloster og området omkring er, siger Hans Rottbøll.
Derfor var det også en kedelig nyhed for Hans Rottbøll, da hans datter en morgen i januar ringede og fortalte, at den ene vinge på den gamle mølle var knækket af i nattens blæsevejr.
– Vi kunne ikke helt forstå, hvorfor den ikke kunne holde til mere. Den hængte i cirka tyve år, og den foregående vinge havde hængt der, fra møllen blev bygget i 1885, sagde han tilbage i januar.
Træsorten får skylden
Men nu har han fundet ud af, hvorfor vingen ikke holdt længere.
– Til den sidste vingerenovering brugte vi lærketræ, fordi det indeholder lærkeolie, så det er selvimprægnerende. Og det rådner ganske vist ikke, men lærketræet bliver porøst og skørt med tiden, siger han, og fortsætter:
– Derfor vil vi bruge Douglasgran i stedet for. Det skal ganske vist have mere træbeskyttelse, men så håber vi også, det kommer til at holde noget længere.
Mindesmærke for frihedskæmpere
Møllen er ikke bare et kendt varetegn for området. Det er også et mindesmærke for frihedskæmpere fra 2. Verdenskrig.
Nu kommer møllevingen på😊😊😄😄
Gepostet von Børglum Kloster am Donnerstag, 9. Juli 2020
De fleste danske bevaringsværdige møller står med deres fire vinger i et x, men møllen ved Børglum Kloster danner et kors. Det har møllen gjort, siden Hans Rottbølls bedsteforældre fik at vide, at deres søn døde som modstandsmand i 1942.
– Det betyder meget for os, at møllen nu bliver hel igen. Det er et varetegn for os og for Hjørring Kommune, og det er et mindesmærke for min onkel “Mik”, og alle andre, der gik til i den forfærdelige krig, siger Hans Rottbøll.
Og derfor håber Hans Rottbøll, at den nye vinge holder et godt stykke tid endnu.
– Vi håber, den kan holde noget længere end den sidste. 100 år, måske, siger han med et smil på læben.
Opgaven med at påsætte møllevingen blev løst med stor effektivitet af mandskabet fra vognmandsfirmaet Henry Petersen & Sønner ApS, der havde taget turen fra Hirtshals for at hjælpe Anne og Hans Rottbøll med at få vingen på plads på Bodils Høj ved Børglum Kloster.
Det gik faktisk så overordentlig stærkt, at den vanskeligste del af den store opgave var løst, inden netavisens samarbejdspartnere fra TV2 Nord kom frem til Bodils Høj.
Til gengæld var der tid til, at kameramanden fik en tur op i luften.
Link til tidligere artikel: Møllevinge blæst af i Børglum
Kilde: TV2 Nord.