Henrik Willadsen: Geografi betyder noget

Henrik Willadsen håber som formand for Erhverv Hjørring på en maritim superklynge i Frederikshavn.

210

Af Henrik Willadsen
Formand for Erhverv Hjørring

Den kommende superklynge for energi får hovedkvarter i Aalborg. Det er meget glædeligt. Nu håber vi så, at det kan lykkes at få den maritime superklynge til Frederikshavn.

Energy Cluster Denmark hedder det nye nationale netværk på energiområdet. I netværkets bestyrelse stod valget af hovedkvarter mellem Esbjerg, Fredericia og Aalborg. Det blev altså Aalborg, og det er en stor sejr for det nordjyske erhvervsliv og for Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling.

København var altså ikke på tale som hovedkvarter for energiklyngen. Men Hovedstaden er ellers udpeget som hovedkvarter for det store flertal af de 12 superklynger, der efter nytår skal formidle de offentlige midler til netværksaktiviteter.

Efter lokalpolitisk pres fra blandt andet vores egen borgmester Arne Boelt tog uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen imidlertid det usædvanlige skridt at korrekse superklyngerne for denne centralisering og beordrede dem til at tænke om igen med hensyn til geografien.

Derfor foregår der angiveligt nye drøftelser i klyngerne. Blandt andet i MARLOG, der er den kommende superklynge på det maritime område.

MARLOG skal efter planen have hovedkvarter i København, hvor de tunge partnere i netværks-fusionen i forvejen har domiciler. Det er blandt andet rederierne (læs artikel).

Men langt størsteparten af de virksomheder, som MARLOG er skabt for at udvikle, ligger ude i landet. Rigtig mange af dem i Nordjylland, hvor MARCOD med sæde i Frederikshavn hidtil har været det lokale netværk.

Per Christensen, formanden for det lokale netværk af maritime virksomheder i Hirtshals, Hirtshals Service Group, siger til ErhvervsNyt, at han klart foretrækker en superklynge med hovedsæde i Frederikshavn frem for København.

Det synspunkt bakker vi helt og fuldt op fra Erhverv Hjørrings side. Det giver altså et andet perspektiv, når man er tæt på de virksomheder, man er til for. Og selvfølgelig vil en superklynge i Frederikshavn styrke bosætningen i Nordjylland og bidrage til at rette op på det skæve Danmark.

Kilde: Hjørring ErhvervsCenter.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments