Af advokat Henrik Willadsen
Formand for Erhverv Hjørring
Det var dejligt at høre statsminister Mette Frederiksens forsigtigt optimistiske udmelding i går. Et håb om en gradvis åbning af Danmark efter påske. Hvis vi altså fortsat opfører os ansvarligt som individer og som virksomheder.
Må jeg komme med en opfordring oven i de rent sundhedsmæssige:
Brug penge!
Det skal vi gøre for at holde Danmark i gang, så vi ikke står med et erhvervsliv, der er dybfrosset, når Mette Frederiksen begynder at lette på restriktionerne.
At bruge penge i den nuværende situation er at vise samfundssind. Og der er mange måder at gøre det på.
Søren Brostrøm har demonstreret en af dem. Han klippede sig selv, men sendte den normale betaling til sin frisør, hvis forretning er lukket ned under krisen.
Der er mange andre måder. At bestille take away-måltider fra de lukkede restauranter. At købe on line fra butikkerne. At fremskynde reparationer. At betale varen, når den er leveret, selv om der er en senere betalingsfrist. Og så videre…….
På det mere overordnede plan håber jeg meget for vores landsdel, at kulturministeren og de politiske partier bliver enige om corona-støtte til vores lokale turist-attraktioner som f. eks. Nordsøen Oceanarium og Fårup Sommerland. De får behov for det i en turistsæson, der i bedste fald ser usikker ud.
Endelig vil jeg opfordre bankerne til at slække på tøjlerne. Virksomhederne har virkelig brug for en rundhåndet indstilling til lån og kreditter.
Kilde: Hjec.dk.