Henrik Baloo Andersen er en glad mand efter lørdagens premiere på Hjørring Revyen 2019

Hjørring Revyens sæson 2019 blev som tidligere omtalt lørdag skudt igang med en fyldt sal i Vendsyssel Teater.

260
Henrik Baloo Andersen havde al mulig grund til at være en både stolt og glad direktør for Hjørring Revyen 2019. Foto: Arkiv.

2019 tegner til at blive et stort revyår i Hjørring.

Til stående klapsalver, og tilsvarende positive anmeldelser, var der lørdag aften premiere på årets udgave – og billetsalget går derefter.

Hjørring Revyen har i år solgt over 5.000 flere billetter end sidste år på samme tid. Og med kun et par tusind billetter tilbage, kan årets stort anlagte revy allerede nu kaldes en succes.

– Vi runder 14.000 billetter solgt, her i næste uge. Det er ikke sket siden 2003. Så det er fantastisk, siger Henrik Baloo Andersen, der er revydirektør for Hjørring Revyen, til TV2 Nord.

Årets hold er et stjernecast

Udover rollen som revydirektør, varetager Henrik Baloo Andersen også rollen som kapelmester i spidsen for revyens orkester. Han har med andre ord været en central del af arbejdet med revyen, så det var en lettet og lykkelig direktør, ovenpå den succesfulde premiere lørdag aften.

– Jeg er rigtig glad. Jeg har hele tiden vidst, at vi havde en rigtig god revy på vej. Vi har en revy, som jeg vil våge at påstå, at man ikke laver andre steder i Danmark. Lige nu er jeg bare lykkelig over, at vi landede den her revy, siger Henrik Baloo Andersen.

Han tilskriver sammensætningen af årets revy som en stor del af årsagen til den store succes.

– I år er specielt, fordi vi har et stjernecast. Preben (Kristensen, red.), når han er på scenen, så er folk trygge på samme måde som når Ulf (Pilgaard, red.) er på scenen i Cirkusrevyen. Og det er guld værd. For så kan vi gå ud i yderhjørnerne og lave poesien og galskaben og alt det andet, vi laver. Det er hele holdets fortjeneste, og det er blevet forløst. Jeg er meget stolt og meget glad, siger revydirektøren.

Udover Preben Kristensen, der i revysammenhæng gør comeback efter næsten 30 års pause, består holdet af Trine Gadeberg, Kasper Le Fevre og Carsten Svendsen.

Hjørringrevyen spiller frem til den 3. august.

Herunder kan du se interview med skuespiller Preben Kristensen, samt tidligere revydirektør i Hjørring, Per Pallesen.

Se indslag med revydirektøren samt Per Pallesen og Preben Kristensen hos kilden her: TV2 Nord.

Link til anmeldelse

Hjertevarm humor og skalpelskarp satire i Hjørring Revyen 2019

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments