Helt ny linje på Horne Efterskole

Mange unge har svært ved at vælge linje, når de skal på efterskole, hvilket de har taget konsekvensen af i Horne.

31

Horne Efterskole åbner ny linje, hvor unge kan prøve kræfter med alt fra akustisk guitar og skønsang over slagbas, elektronisk musik og lyssætning til skuespil, tekstforfatteri og dans.

Mange unge vil prøve det hele og har svært ved at lægge sig fast på et linjefag, når de skal på efterskole. Med sin nye linje horneAct åbner Horne Efterskole op for, at de unge kan prøve kræfter med både skuespil, dans, musik, lyd og lys.

Unges shoppetendens bliver positiv i Horne

Den nye linje er også svar på en tendens i tiden, forklarer dramalærer Lisa Arendrup:

– Med horneAct gør vi de unges lyst til at shoppe rundt til noget positivt, der giver dem mulighed for at prøve flere udtryk af. Vi har elever, der kommer med et enormt gå-på-mod og er motiverede for at prøve mange forskellige ting. Vi ser, at mange har svært ved at vælge linjefag, fordi de gerne vil prøve det hele. Det er en tendens, som vi går i møde med vores nye linje, hvor vi åbner for, at de unge kan prøve både skuespil, dans, musik og fx lyd af, forklarer hun.

Erfarne og nybegyndere, der har lyst til at springe ud i noget nyt

Man behøver hverken være professionel musiker, erfaren skuespiller eller en haj til showdans for at gå på horneAct.

– Det vigtigste er, at man er engageret og har lyst til at springe ud i nogle nye ting. Det er ikke ens faglige niveau, der er det vigtigste. Man skal bare turde og ville, så kommer det andet, forklarer musiklærer Martin Ottosen, der selv har mangeårig erfaring som professionel musiker blandt andet i bandet Sorten Muld.

Mere virkelighed og mindre Wikipedia

På Horne Efterskole er der en stærk tradition for, at eleverne lærer at kigge ud over deres egen næsetip. HorneAct er ingen undtagelse, for ’act’ står også for at handle og gøre en forskel for andre. På Horne Efterskole indsamler eleverne hvert år tusindvis af kroner til at hjælpe udsatte mennesker. Sidste år samlede skolen over 200.000 kroner ind hjemløse blandt andet gennem en musicalopsætning. I forbindelse med forestillingen kommer eleverne på horne Act ud og researcher i virkeligheden og tager deres nye erfaringer med tilbage til skolen og omdanner dem til musik, drama og dans.

– På horneAct er brændstoffet virkelige mennesker frem for Wikipedia. Eleverne kommer ud og møder de mennesker, som det handler om, i virkeligheden, og bruger deres indtryk og erfaringer i deres egne projekter og forestillinger, siger Lisa Arendrup.

Kontakt

Lisa Arendrup, dramalærer og ansvarlig for horneAct: 22 17 85 09 eller la@horne.dk

Martin Ottosen, musiklærer og ansvarlig for horneAct: 27 52 97 47 eller mo@horne.dk

F A K T A   O M   H O R N E A C T

horneAct – ny efterskolelinje for unge der vil udvikle sig

horneAct …

  • er et nyt linjefag på Danmarks nordligste efterskole i Horne.
  • samler musik, skuespil og dans i ét linjefag.
  • passer både til nybegyndere og til unge, der har prøvet kræfter med musik, dans og drama før.
  • handler om at performe inden for musik, dans og drama.
  • handler også om at tage stilling og gøre noget.
  • slår dørene op for første hold elever i august.

Om faget

horneAct er et linjefag, som forener alle de bedste elementer fra teater, musik og dans. Lyd, lys, elektronisk musik og visuals er også en væsentlig del af horneActs opsætninger. De unge vælger fra projekt til projekt hvilken disciplin, de vil koncentrere sig om og de er selv med til at tage de vigtige og kreative beslutninger og planlægge og gennemføre forestillinger og events.

Om at udtrykke sig og gøre en forskel

horneAct handler om at performe og acte. Men det handler også om at tage action og gøre noget.  På horneAct lærer eleverne at kigge ud over deres egen næsetip og se verden fra andre perspektiver. Med deres forestillinger sætter eleverne gang i forandring, giver stof til eftertanke og sætter verden i bevægelse.

Temaerne, som eleverne arbejder med på horneAct, kan fx være store, globale emner som fremmedhad eller flygtningestrømme. Men det kan også være de helt nære emner som sociale medier eller frustrationerne ved at være 17 år gammel og stå med hele ansvaret for at lykkes.

Om året på horneAct

Det første halvår på horneAct kulminerer med en stor forestilling, der tager afsæt i skoleprojektet horneHjælp, hvor hele skolen samler penge sammen til et godt formål. Elever og lærere på horneAct skriver selv manuskriptet til forestillingen.

I andet halvår bygger eleverne videre på alle de erfaringer, de har fået fra den store forestilling. Elever og lærere på horneAct finder i fællesskab et eller flere temaer, som trænger til at komme frem i lyset. I løbet af foråret tager horneAct på turné i Danmark eller på studierejse til udlandet.

Gennem hele året laver elever og lærere på horneAct forskellige spontane nedslag som pop-up-koncerter, happenings til morgensang eller en flash mob i et storcenter. Elever og lærere tager også med mellemrum på inspirationsture til koncerter, forestillinger og udstillinger.

Læs mere om horneAct og Horne Efterskole på www.horne.dk

Foto: Arkiv.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments