Efter tre nederlag på stribe til Hjørring Håndbold i Jyllandsserien var både træner John Helledie og damerne tændte på en sejr denne lørdag i Tornby Hallen.
– Vi stiller i absolut stærkeste opstilling, så det store spørgsmål er, om vi kan få kollektivet til at fungere, noterede før kampen John Helledie.
Hjemmeholdet fra TIF kom da også fra start foran, men spillede en lidt usikker første halvleg med afleveringer i fødderne og over rækkevidde på medspillerne, men det ændrede sig heldigvis i anden halvleg.
Faktisk formåede hjemmeholdets damer i to omgange at komme foran med en føring på 5 mål, men hver gang kom gæsterne fra Hjørring Håndbold tilbage i kampen.
Tornbys redning og afgørende for kampen blev formentlig det faktum, at gæsterne mødte frem uden en af deres stærkeste spillere, som er Malene Madsen. Tornby vandt dog 21-19.
Værre gik det for herrerne i Jyllandsserien, hvor en veloplagt og optimistisk Michael Hald ellers efter nytår er tilbage i rollen som træner hos Tornby IF.
– Jeg er så heldig at overtage nogle fantastiske drenge, som virkelig har gået til den i ugens løb, konstaterede Michael Hald før kampen og håbede på at kunne tage 2 point mod Tårs.
Desværre fik hjemmeholdets herrer slet ikke som planlagt dæmmet op for gæsternes skytter, så kampen blev med et nederlag på 23-28 aldrig så tæt som på forhånd håbet af Michael Hald.
Til gengæld er sidstnævnte utvivlsomt mand for at rejse sig igen efter et indledende nederlag til et på dagen klart bedre spillende hold fra Tårs.
– Vi spillede bare ikke godt nok, sagde efter kampen Frederik Rams. I kampens sidste minut måtte den stærke spiller i øvrigt forlade banen med næseblod.