Hele syv bunkers er blevet genåbnet i Hirtshals

I 2017 kom der for alvor gang i en modernisering af Bunkermuséet Hirtshals, som hører under Vendsyssel Historiske Museum.

659

Som nævnt tidligere er der fuld gang i en modernisering af Bunkermuséet Hirtshals, som Vendsyssel Historiske Museum og Bunkergruppen Hirtshals har igangsat. I 2017 blev det nemlig besluttet at åbne op for en del af de aflukkede bunkers, der ellers kun var offentligt tilgængelige på guidede special-ture.

– Indtil 2016 har vi oprindeligt i bunkermuseet haft 12 aflåste bunkere med større og mindre udstillinger, der på nær udstillingsbunkeren ved fyret kun blev brugt på de guidede ture, fortæller Flemming Hammer, som er formand for Buynkergruppen Hirtshals.

– Disse 12 bunkere har siden 2001 været lukket af for offentlig adgang, da vi dengang etablerede disse udstillinger til brug på de guidede ture, men da de nu hovedsageligt bliver afviklet i den centrale del af batteriet, bliver disse bunker-udstillinger desværre ikke benyttet mere og har nu i henved 12 år fået lov til at stå og forfalde uden tilsyn og vedligeholdelse, hvilket har resulteret i fugt, råd og overgang i el-installationer, fortsætter formanden.

Det blev derfor i august måned i år endeligt besluttet at ændre Bunkermuséets antal af udstillingsbunkere fra 12 til 5 og på den måde holde fuld fokus på vedligeholdelse af de 5 store udstillinger, der er åbne for publikum på de guidede bunkerture.

– I Bunkergruppen Hirtshals har vi allerede i foråret åbnet 3 bunkere op for offentligheden, og vi har de sidste to måneder været i fuld gang med at tømme de sidste 4 kanon-mandskabsbunkere. Samtidig har vi reddet de mange originale effekter der var brugt i udstillingerne. Senge, kakkelovne, rør og gaspumper er nu nænsomt blevet sat på opvarmet magasin, og adskillige trailerlæs med affald er blevet kørt bort, tilføjer Flemming Hammer.

Bunkergruppen Hirtshals kan derfor nu med glæde offentliggøre, at de sidste 4 mandskabsbunkere også endelig er tømte, rengjorte og gjort tilgængelige for offentlig adgang til glæde for de mange gæster.

De 5 tilbageværende aflåste udstillings-bunkere er følgende:

Bunker 2 – Udstillingsbunkeren.
(Åbent i dagtimer)

Bunker 3 – Sanitetsbunkeren.
Bunker 4 – Køkkenbunkeren.
Bunker 62 – Radarbunkeren.
Bunker 18 – Observationsbunkeren.

Mere detaljeret info om de omtalte bunkere og info om Bunkermuséet kan ses på hjemmesiden og følges på Facebook.

Links: www.bunkermuseet.dk og www.facebook.com/groups/290718291132488/

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments