
Næppe mange vil modsige Martin Eriksen, når han i programmet til kampen 2. pinsedag mellem Hirtshals Boldklub og Dronningborg konkluderede, at hjemmeholdet har manglet skarphed, hvilket ikke bare var sandt i bakspejlet, men som nævnt ovenfor også blev profetisk om forløbet på Schlie Arena.
Efter en 1. halvleg med masser af boldbesiddelse og flere chancer, som fremgår af billederne ovenfor, kunne hjemmeholdet gå til pause uden at have scoret, men også uden at have ladet bolden komme i eget målnet. Efter 13 minutter af 2. halvleg scorede gæsternes Anders Nyegaard, men håbet blev få minutter senere holdt i live, da hjemmeholdet fik et mål lavet af Thomas “Tomo” Sørensen.
Desværre gjorde gæsternes Kristian Bay det efter 27 minutters spil i 2. halvleg til 1-2, som også blev resultatet denne mandag på Schlie Arena. Det lykkedes nemlig ikke for hjemmeholdet at holde den ene og måske vigtigste af de fire basale fodboldprincipper, som på forhånd var ridset op af Martin Eriksen.
Spark bolden ind i nettet, når du får chancen, havde han således skrevet i programmet, men lige præcis det kneb det desværre gevaldigt med for førsteholdets spillere. Hirtshals havde såmænd boldbesiddelse og chancer nok, men spillerne mangler simpelthen fortsat den sidste skarphed og så lidt held.