Flere læsere har reageret stærkt på FlaskePostens artikel om, at Heide Cykler i Hjørring er gået konkurs blandt andet som en følge af hård konkurrence fra store supermarkeder og nethandlen.
En læser kommenterer på FlaskePostens Facebook:
Ærgerlig udvikling – tænk hvis folk ikke absolut skal opnå den sidste sparede tyvekrone, og så derved handler i supermarkedet med alt muligt bras. Så havde vi måske stadig haft dyrehandlere, tv forhandlere i Hjørring, samt øvrige specialbutikker som slagtere, bagere, vinhandlere med mere havde ikke været så truet. Vågn op folket, og støt de lokale specialbutikker mens de er der.
Andre skriver, at Heide Cykler og supermarkeders cykler overhovedet ikke er sammenlignelige. I supermarkederne skal man bare selv samle sin cykel – eller betale nogen for at gøre det. Der er heller ingen service på eftersyn med mere, skrives der.
Reaktionerne rører igen ved debatten om at handle i lokale forretninger og dermed være med til at sikre et fortsat aktivt lokalsamfund.
Det ér et ømtåleligt emne, for vi må nok erkende, at mange ikke længere har brug for at handle lokalt og kæmpe for lokalsamfundets overlevelse. Tiden er på mange måder mere til at tænke på, hvad er – måske – billigst og bedst for mig, mig, mig.
Hvorfor skal jeg betale mere, hvis det er tilfældet, spørger nogen måske.
Svaret kunne være; fordi så gør man noget for at bevare livet, butikkerne, restauranterne, fødevaremarkederne og så videre lige her, hvor vi bor. Og man gør noget for at bevare arbejdspladser.
Når lokale butikker og forretninger må dreje nøglen, lukker også arbejdspladser, der bliver færre til at betale skat i lokalsamfundet, og så er det måske i det store sammenhæng dyrere at handle billigt.
Ifølge brancheforeningen Danske Cykelhandlere er der på landsplan lukket mellem 50 og 80 cykelforretninger de seneste fem år. Ifølge foreningen ligger salget af nye cykler stabilt på cirka 475.000 om året, men markedsandelene har flyttet sig.
Engang sad specialforretningerne på 65 procent af markedet i detailledet. I dag anslår Danske Cykelhandlere, at specialforretningernes andel nu kun udgør 45 procent, mens supermarkeder og forretningskæder som THansen og Harald Nyborg står for resten af det danske salg. Dertil kommer udenlandsk nethandel i et ukendt omfang.