Havstrygerne tilbyder nu igen løb for begyndere

Løb er nok for mange en individuel aktivitet, men hos Havstrygerne tæller også det sociale aspekt, understreger løbetræner Lars Hansen.

360

Der er fortsat rigtig mange, som gerne vil i gang med at løbe, hvilket de selvfølgelig sagtens kan forstå i løbeklubben Havstrygerne.

– Løb er blevet til en folkesport, og det  er den blevet, fordi det er nemt og billigt at komme i gang, man kan  løbe overalt og på alle tider af døgnet. Det er en individuel motionsform, men løb kan også være meget socialt, som vi oplever det her i den lokale løbeklub i Hirtshals, fortæller løbecoach Lars Hansen.

I Havstrygerne kommer der ugentligt omkring 40 til 50 forskellige løbere på alle niveauer. Kendetegnende for klubben er, at der er plads til alle, og at der er en fantastisk god og hyggelig stemning. Løbeklubben Havstrygerne er således det ideelle sted at starte, hvis man vil i gang med at løbe.

– Mandag den 12. marts kl. 17 ved Hirtshals Idrætscenter starter vi årets begynderhold op, og det glæder vi os til. Vi mener selv, at vi de senere år har haft held med at få mange lokale motionister i gang med at løbe. Og ikke mindst, at blive ved med at være motiveret, således at man fastholder den sunde og gode interesse der er i at være motionsløber, uddyber Lars Hansen.

Der vil være træning for dette hold tre gange om ugen og hver gang vil der være veloplagte tovholdere, som sikrer et godt forløb og en god guidning.

– I øvrigt har vi lidt en drøm om, at vi i klubben kan få flere unge i gang med at motionere, så det kunne være rigtig, rigtig dejligt hvis der på begynderholdet i år også dukkede nogle unge op, slutter Lars Hansen

Se mere på www.havstrygerne.dk, hvor programmet for de 10 ugers træning også kan findes.

Foto: Arkiv.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments