Jens Rodsteensvej blev kendt i filmen Klumpfisken, fordi den angiveligt har den eneste rundkørsel i landet, hvor der kun er en vej ud og ind, men nu er området ved at få et anderledes kedeligt rygte.
I hvert fald har Hirtshals Havn fornylig flere steder annonceret, at man fra mandag den 22. september påbegynder en tydeligvis større og stærkt tiltrængt oprydning på Østhavnen ved Jens Rodsteensvej og på de omkringliggende arealer.
Havnen bekendtgør videre, at alle redskaber og trawl samt andre effekter, der enten ikke er fjernet eller tydeligt markeret med fiskerinr. og årstal inden den 19. september, bliver betragtet som affald og bortskaffes.
Hvis man kører en tur ud på til området ved Jens Rodsteensvej, forstår man godt tiltaget, da der er et frygteligt roderi. Kutteren bag det aflåste hegn har nok sin egen charme, men så er alt vist også sagt.