Havfrue strandet i Hirtshals

Havfruen er i form af graffiti strandet ved en bunker på Husmoderstranden syd for Hirtshals.

661
Havfruen ved Husmoderstranden. Foto: Jette Vinther.

Graffiti er som bekendt et moderne fænomen med tekst eller tegninger placeret på en væg eller en anden overflade. Oftest som en form for kunstnerisk udtryk i det offentlige rum, men i udgangspunktet uden tilladelse. 

Hirtshals har hidtil i et vist omfang været forskånet for graffitien, som af ovenstående årsager tit bedst kan karakteriseres som hærværk. Nu har en indtil videre ukendt, men kreativ person imidlertid forsynet Hirtshals med en havfrue på Husmoderstranden.

Hvorvidt den aktuelle graffiti er kunst eller hærværk, skal nærværende skribent lade det være op til andre at afgøre. Vurderet alene ud fra æstetiske og ikke etiske endsige juridiske kriterier, er havfruen da yndig og i hvert fald tækkeligt påklædt med en grøn bikinioverdel.

Nogen husker formentlig endnu, at det forvoldte et værre postyr, da kunstner Ken André Stilling på en af Hirtshals Kommunes strandrensningsbiler i 1993 malede et billede, der måske forestillede byrådsmedlem Agnete Jepsen.

Det satte dengang en brat stopper for projektet med Poesiens Hus. Kulørt spræl er der under alle omstændigheder i den nye havfrue ved Hirtshals.

Den kreative person kan desuden have et vist lokalkendskab, da det bagvedliggende anker som motiv også er brugt af byjubilæet i Hirtshals.

Foto: Jette Vinther.

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments