Havets husmænd man ifølge Leo Kristensen vel godt uden at fornærme dem kalde fiskerne med de blå trækuttere i Hirtshals Havn.
– Jeg har mange gange som dreng længselsfuldt spejdet efter dem, når jeg gik på stranden og skimtede dem ude på havet. Hvad lavede de ombord og hvordan levede de ombord? Det var jo ikke noget man bare kunne stille sig op til og iagttage. Man var nødt til at skulle med derud for at kunne opleve det, fortæller Leo Kristensen.
– Jeg fik senere lejlighed til komme med på fiskeri og ved selvsyn opleve hvordan det foregik. Og jeg har dyb, dyb respekt for de fiskere og søfolk der har havet som arbejdsplads. De betaler en høj pris for de mange timer de er væk hjemmefra, ved ikke at kunne have et almindeligt familieliv som os på land. Oveni må de kunne klare at arbejde på et gyngende dæk i skæve vagter med søvnbesvær og overbelastning af ryg og ben, fortsætter Leo Kristensen.
– Ombord på HG 20 Anita, var der imellem ophalingerne, god tid til at få en snak om arbejdsbetingelserne som fisker. Jeg fik nogle gode samtaler med Poul og Holger imens vi trawlede i aften- og nattetimerne. Poul fortalte, at han altid havde svært ved at falde i søvn, medens Holger snorkede så snart han havde ramt puden. Sådan er der så meget uretfærdighed til.
– Men når man så sidder der i styrehuset ombord på en solidt bygget kutter, – havets svaner bliver de kaldt, på grund af deres sødygtighed – og har vand hele vejen rundt, jo så mærker man også en stor glæde ved at være midt i noget, noget næsten uendeligt. Ja, man er på første parket til at følge med i vejrets skiften og havets skiftende farver. Her er ingenting der skygger for udsigten! Og i de lyse sommerdage, er der kun rigtig mørkt i ganske få timer. Det er betagende.
– Imponerende var det også at iagttage hvordan der blev sat trawl eller halet ind. Uden at Poul og Holger i øvrigt vekslede ret mange ord med hinanden, blev der skiftet mellem wirer og tovværk og trawlet kørt i havet, trawl skovle blev koblet på og vupti, kunne vi begynde at slæbe og efter 5-6 timer hale ind igen. Det skal man have prøvet nogle gange før man behersker det. Imens vi trawlede med en to-tre sømil i timen, blev der gjort klar på dækket til den ophalede fisk. Med en stak brædder, blev der lavet en kasse som fisken blev tømt op i. Derfra en slags bord eller slisk ud på lønningen. Herpå blev fisken sorteret og undermålere, søstjerner og meget andet skubbedes ud over skibssiden. Tilbage var der så at skylle og ise fisken og så håbe på den store gevinst i næste træk: ”Så, nu skal vi have kaffe,” udbrød Poul, da det hele var klar. Og der er kage til kaffen! hjemme fra Anna – det er nok kun fordi at du er med Leo, spøgte Poul med et glimt i øjet.
– Det er blevet en anden tid. De lyseblå kuttere er næsten historie nu og mange arbejdspladser er gået tabt efter der kom kvoter på fiskeriet. Men da også rart at se, at der er kommet mere komfort til fiskerne ombord i de mere moderne og større både.
– Poul fik Anita bygget på Hans Svendsens skibsbyggeri i Hirtshals i 1958 og sejlede med den i 35 år, til den blev taget ud af fiskeriet i 1993. Ved Pouls søn Tages hjælp, blev den til sørøverskib i Fårup Sommerland.
– Jeg er taknemlig for, at jeg fik muligheden for at snuse til livet ombord i en fiskekutter. Og jeg vil mindes de to gæve fiskere Poul og Holger for deres væremåde og overbærenhed med en søsyg og nysgerrig hvalp! Poul og Holger gik bort i hhv. 2004 og 2003 begge blev de 76 år.
– Jeg fik siden erhvervet søfartsbog og fik hyre på en coaster en sommer. Det måtte jo prøves om det kunne holde! Det kunne det ikke for mit vedkommende. Jeg savnede alt det sociale og den mulighed man mistede, for at kunne smutte en tur i biffen eller hen til kammeraterne efter fyraften. Men, der er nu noget betagende ved at sejle og jeg nyder fortsat at komme ud og sejle når muligheden er der, slutter Leo Kristensen denne anden fortælling om en svunden tid for fiskeriet fra Hirtshals Havn.
Link til tidligere artikel
