Af Karl Kirkedal
Østervang 20, Hjørring
Når man overværer den socialdemokratiske byrådsgruppes aktuelle ageren kan man fornemme en tåre i øjenkrogen, mens man erindrer Jodle Birges rigtige venner.
Sagen om Havbakken har vist at intet kan bryde de venskabsbånd som binder gruppens medlemmer sammen.
Gruppen stod sammen da det syntes vanskeligt at få beboerne på Havbakken ud fra deres plejebolig. Og sammenholdet blev belønnet – glæden var stor da man fandt gamle papirer som viste, at Havbakken var ældrebolig og ikke plejebolig.
De rigtige venner kunne herefter med hjælp fra konservative supportere og lidt folkesocialistisk vægelsind beslutte, at Havbakken skulle lukke som Plejecenter til november og de gamle overgå til hjemmehjælp, kaldeanlæg og hjælp til selvhjælp.
De rigtige venners rigtige venskab har modstået et voldsomt pres. En tidligere borgmester og vel egentlig Havbakkens bygherre afviste de gamle papirer som manipulation og en anden aktiv borger kunne – uimodsagt af de rigtige venner – informere om retsregler som understregede, at Havbakkens indretning var at betragte som en plejebolig.
De faktiske forhold, hvorefter beboerne på Havbakken har indgået lejekontrakter, hvoraf fremgår, at det lejede er plejebolig samt det forhold, at samtlige beboere er visiteret til plejehjemsplads i henhold til bestemmelserne i serviceloven, kommunens kvalitetsstandarder mv har ej heller rokket ved det fundamentale for de rigtige venner – at få lov til at definere hvad der er ret.
Ikke blot den sunde fornuft må vige for de rigtige venners kammerateri og følgagtighed.
Alle valgløfter om det samarbejdende byråd og løsninger på tværs for alle borgere er forsvundet som dug for forårssolen. Den borgmester som gjorde en dyd ud af at skabe samarbejde har efterladt et stort mindretal i byrådet uden nogen indflydelse på beslutninger med vidtrækkende konsekvenser for nogle af kommunens svageste borgere – og dybest set også uden indflydelse på de værdier som nu er ved at blive søsat for fremtidens ældrepleje i Hjørring Kommune.
Den kyniske tvangsflytning af de gamle mennesker i Tornby handler om et opgør med et menneskesyn indenfor plejen som bygger på relationer, nærhed, omsorg og involvering af lokalsamfundet i de gamles liv. Det socialdemokratiske bud på den fagre fremtid i Hjørring for de ældre synes – ikke ulig fremtidsvisionerne for minkavl – stordriftsfordele med anvendelse af relevant og omkostningsreducerende velfærdsteknologi. Værdighed og omsorg vil blive noget man skylder bundlinjen på Xcelregnearket.
Mange undrer sig over de tilsidesættelser af socialdemokratiske værdier som vi er vidner til i disse år – det ses på skole og daginstitutionsområdet, kulturområdet og nu tydeligt indenfor ældreplejen.
Mange undrer sig over, at en så stor gruppe som den socialdemokratiske, der tæller 14 personer, fra, hvem man må formode et vist engagement i det omgivende samfund – øjensynligt ikke formår at praktisere et mindstemål af kritisk refleksion over de beslutninger som træffes.
Mange undrer sig over, at man som socialdemokratiske politikere finder, at lokalpolitik kan udføres ordentligt uden at lytte til byrådskolleger, lokalsamfund, pårørende og beboere på de plejecentre man ønsker nedlagt.
Det handler åbenbart ikke om at skabe de bedste løsninger for flest muligt at borgerne – det handler om at udøve sin magt.
Nu når det er sådan, at de 14 socialdemokratiske sjæle tænker helt ens – må man konstatere tilstedeværelsen af et rimeligt spareforslag. Hvorfor ikke hjemsende 13 af medlemmerne og lade nr. 14 repræsentere gruppen – der vil næppe blive registreret forskel!
God ide til, at spare
Tænker faktisk vi kunne give hele byrådet fri et års tid eller 2
Langt de fleste beslutninger de har taget de seneste år har jo ikke skabt bedre vilkår for de fleste af os.
Nå hvad kan vi så selv.
Måske skyde et par tusinde kr i et priva plejehjem.
Så sparer kommunen også både penge og bøvl med at bygge og drive selv.
Jeg vil gerne være nr 1 på listen mef indskud.
Tænker måske 4000.
Venligst
Karsten Weinkouff
Bonde og borger
Karl Kirkedal – Godt brølt løve.
Ja det er faktisk tankevækkende at hele Hjørrings socialdemokratiske byrådsgruppe er blevet ensrettet som tilfældet er! Jeg mener man kan vel forvente nuancerede holdninger til de beslutninger der skal tages, men åbenbart ikke når det handler om at tvangsflytte kommunens ældre borgere når de skal smides ud af deres boliger! Alle ved jo at beslutningen om at lukke ned for det velfungerende plejecenter Havbakken et taget på et meget usikkert grundlag, og i hvertilfælde ikke på et gennemarbejdet og oplyst grundlag!
Kære socialdemokrater i Hjørring denne her sag kommer til at koste jer dyrt!
Det er såre simpelt: behandl andre som du gerne selv vil behandles. Sådan burde det være, men sådan er det åbenbart ikke. Men der er vel også lang tid til, at de 14 selv skal på plejehjem! Men allerede om 2 år (kommunalvalg) er chancen der for at gøre en forskel…