Hatteløft for Linda og Mikkel på Lilleheden

Der er masser af god mad og vin i gastronomiens store univers, men det sidste opløftende pift får man altså af personalet ved serveringen.

31

Når man har været i byen for at spise, bør fokus i sagens natur være på maden og vinen, men i dette tilfælde forekommer det helt oplagt at starte med at takke Linda og Mikkel.

Det var nemlig de to, der i deres professionelle egenskaber af henholdsvis tjener og kok stod med ansvaret for servering og madlavning, da FlaskePosten mandag aften besøgte restaurant Lilleheden.

Normalt forblændes man af udsigten over havnen, når man en sommeraften tager plads på altanen udenfor, men denne aften med knitren i pejsen var fokus også på partneren samt selvfølgelig menuen og glassene.

Ikke desto mindre mangler man ord, når man efterfølgende skal beskrive slowfood gourmetmenuen på Restaurant Lilleheden. Man spændes til bristepunktet af forventning allerede med velkomstdrinken, som er den mousserende Anna Brut Rosé, som Lilleheden for resten har en konkurrence om nogle flasker af på Facebook.

Derefter går det simpelthen de næste henved tre timer slag i slag med confit af landkylling, varmrøget laks med salsa af æbler og løg samt citronskyr og saltet rugbrød, urtestegt torsk med jordskokkepuré, syltede løg og såkaldt dildsne, glaseret svinebryst med saltbagt selleri, sprød porre og honningglace, ostetallerken med både salt, sødt og sprødt, hvorefter der bliver serveret ymerfromage med brun farin, ferskensorbet, valnøddesne, saltkaramel og rugchips.

Det hele serveret med kokken Mikkels beundringsværdigt præcise beskrivelser samt ikke mindst Lindas indsigtsfulde forklaringer om vinene, hvor vi kom vidt omkring fra Frankrig og Spanien over Østrig og Australien til USA og Italien.

Det var med andre ord en gastronomisk tour de force, hvor vinen nok bragte gæsterne over flere kontinenter, men i kraft af madens friske råvarer tillige med et umiskendeligt lokalt tilsnit.

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments