Det er tit og ofte, at FlaskePosten dækker de musikalske events i og omkring Hirtshals. Og al musik er i vores ører godt, uanset hvilken genre det er. Alt fra klassisk over country til hård rock; der er intet vi ikke kan være med til eller svinge med på.
Der er dog arrangementer, hvor man møder noget specielt. Noget, der rører én på en måde, hvor musikken vækker et eller andet, der ikke kan sættes en finger på. Det kan være kunstnerens måde at udfolde sin musik på, der gør, at man altid vil tænke tilbage på øjeblikket som noget, man ikke ville være gået glip af.
Her er navnet altså Jens Varmløse. Jens spillede fredag på Færgekroen. Sikke et show. Kontakten mellem publikum og førnævnte kunstner var så massiv, at når man råbte et kendt nummer, så greb Jens chancen til at spille, hvilket gjorde, at dansegulvet aldrig var tomt.
Jens, der før har spillet i bandet Sixpack, og nu i Version 1.0, kan herfra klart anbefales. Så hvis du ikke har hørt ham, er det bare med at finde den næste koncert!