Af Bjarne Hougaard
Sognepræst
Hirtshals
Mange kender til at være skuffet over kristendommen og ikke mindst skuffet over andre kristne. ”Vi havde troet …” – og så er det så helt anderledes. Jeg havde troet, at kristne ikke bagtaler andre – og så oplever jeg det alligevel! Jeg havde troet, at jeg ville blive rask, men det blev jeg ikke. Jeg havde troet, at det var trygt og godt at være kristen, men jeg oplever både modstand og smerte. Jeg havde troet, at jeg tydeligt kunne mærke, at Gud er nær ved mig, men jeg synes slet ikke, jeg kan mærke ham.
I Bibelen kan vi læse om to af Jesu disciple, der påskedag om aftenen er på vej til Emmaus, og som er fyldt helt op af disse tanker: Vi havde troet. De var desillusionerede og bange, fordi de havde haft nogle forventninger, der ikke var blevet indfriet, sådan som de havde forestillet sig det. Jesus var død, og de beretninger om hans opstandelse, som de havde hørt, dem kunne de simpelt hen ikke tro på. Derfor er de nu på vej til Emmaus – eller rettere de er på vej væk fra Jerusalem. For byen Jerusalem minder dem alt for meget om det, der var sket, og det de havde mistet.
Jesus slår følge med mennesker på vej væk fra ham!
Som de går der, oplever de pludselig, at Jesus kommer op til dem bagfra – han indhenter dem fra deres fortid, og så bliver han faktisk deres fremtid og deres håb. Det kan vi altså vide helt sikkert fra Gud, at selv de mennesker, der har vendt ryggen til ham, og som er på vej væk fra ham, dem vil han gerne være sammen med og følges med. Han lytter til dem. ”Hvad er det I går og snakker om?” – spørger han, og som det er helt naturligt, så buser de ud med det, som fylder så meget hos dem. At de er blevet skuffet og er helt uforstående overfor, hvad der er sket.
På samme måde kan vi i dag give Gud del i alt det, som fylder os. Det sker, når vi beder til ham eller klager vores nød til ham. Uanset om vi gør det helt alene eller sammen med andre til gudstjenester eller i samtaler. Allerbedst sker det måske i det, som ofte kaldes sjælesorg, hvor du kan få lov til at tale til en præst eller en anden, som vil lytte, og så bare få lov at tale om det, der tynger, uanset om det er tvivl eller modgang, eller om det er egen skyld og skam, som påvirker dit liv.
Han udlægger skrifterne for dem
Nu tager Jesus selv ordet og underviser de to disciple i, hvordan tingene hænger sammen i Guds verden. Han gør klart for dem, at hans lidelse og død var en nødvendighed, hvis Guds frelse skulle gennemføres. Sådan er det også for os, at vi kun forstår påskens begivenheder ret, hvis vi selv eller andre kan læse dem i lyset af hele Guds frelsesplan. Derfor samles vi til gudstjenester ikke bare i påsken, men hver søn- og helligdag, og hver gang vi samles, er det Jesu død og opstandelse, der udtalt eller uudtalt er grundlaget for vores samling.
I mødet med Ordet og med nadveren, kan det også ske for os, som det skete for de to, at vore øjne åbnes, så vi kan se, at det er Herren, der taler til os, så vore hjerter brænder i brystet af os af glæde og forundring over Guds godhed.
