Hans Wendelboe fangede solformørkelsen i Horne

Hvis du gik glip af solformørkelsen eller vil gense den på trods af gråvejret, kan du her opleve både et par smukke billeder og et meget, meget stemningsfuldt videoklip lavet af Hans Wendelboe.

16

Egentlig interesserer solformørkelser slet ikke synderligt Hans Wendelboe Bøcher, der som bekendt bor i Horne.

– Jeg mener, månen og solen vil altid stå på en eller anden måde i forhold til hinanden. Og det faktum, at vi jo kan rejse rundt efter solformørkelser på jorden, gør også den unikke og meget hypede event noget mindre i mine øjne, fortæller Hans.

– Men ungerne og min kone synes, det er vigtigt, så da jeg i formiddags havde muligheden, og det ikke regnede alt for meget, listede jeg udenfor med et par kameraer. Godt blændet af med et par solbriller foran linsen på videokameraet og senere bunden af en plasticbøtte og med allermindste blænde og lukketid, bevæbnede jeg med tålmodighed, fortsætter Hans.

– Og jeg må da indrømme, at det var en en mærkværdig oplevelse, ikke så meget selve solen og månen, men det skiftende lys og den kulde, der ret pludseligt sænkede sig over Horne. Jeg fik måske ikke de bedste billeder på grund af de mange skyer, men jeg fik en oplevelse og lov til at fortælle endnu en lille historie fra Horne, afrunder Hans sin hilsen til FlaskePosten.

Webavisen siger til gengæld mange tak for de fantastiske billeder og det meget, meget stemningsfulde videoklip.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments