Han er en rod…

Lørdagens kendteste lokale fødselar er nok Niels Hausgaard, som fylder 75 år og var en rod i skolegården i Hirtshals.

1283
Foto: Arkiv.

Karakteristikken af Niels Hausgaard som en rod skyldes min mor, der gik nogle klasser over Niels Hausgaard på Hirtshals Skole.

Min mor huskede ham nemlig som en af skolegårdens mange rødder, som måske i dag ligefrem ville have fået en diagnose med en af de talrige kombinationer af bogstaver, der i værste fald kunne have spoleret spiren til den senere karriere som lun vendelbo med sans for timing og en skarp vinkling af verden. Desuden er jeg ret overbevist om, at min mors karakteristik ikke var uden en slet skjult reminiscens af barndommens beundring for den formentlig fandenivoldske knægt.

Niels Hausgaard på Ordkraft i Aallborg. Foto: Arkiv.

Ifølge et interview for nylig i Kristeligt Dagblad er Niels Hausgaard, som altså i dag fylder 75 år, imidlertid blevet rundere med årene, hvilket ikke kun gælder fysikken, men nok så meget sindelaget, idet der angiveligt ikke længere er noget eller nogen, han ikke kan lide eller i hvert fald er hadefuld over. Ligesom han dermed har fået langt lettere ved at tilgive.

Adskillige udgivelser er det blevet til i årenes løb. Foto: Arkiv.

Der er ikke her grund til at oprulle Niels Hausgaards lange karriere, fra smed til musikstudie og især scene, som næppe har levnet ham mange halve timer hverken på den ene eller den anden lade side endsige da halvanden på ryggen, men siden gennembruddet med netop sangen Først en halv time på den ene side i 1974 har det ud over vendelbomålet være den underspillede humor og ikke mindst timingen samt improvisationen, der har været hans signatur.

– Det eneste, der er kedeligere end at lære ting udenad, er at høre, hvad andre har lært udenad. Salmevers har aldrig været mig, skal den lune troubadour da også have sagt.

Stort tillykke med fødselsdagen til det gamle bysbarn fra Hirtshals!

Læs mere om den skælmske troubadour her: Niels Hausgaard 

 

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments