I dag kan Troels Bidstrup Hansen fejre 50 års jubilæum i Vendsyssel Kunstmuseums bestyrelse – heraf de 42 år som formand.
I 1963 tog bestyrelsen af den daværende Kunstforeningen for Hjørring og Omegn initiativ til at etablere et kunstmuseum, som i dag bærer navnet Vendsyssel Kunstmuseum.
Museets bestyrelse blev delvist udpeget af Kunstforeningens bestyrelse. Den 18. juni 1970 indtrådte Troels Bidstrup Hansen i bestyrelsen, og med lidt hurtig hovedregning kan han således i dag markere et usædvanligt 50-års jubilæum.
Jubilæet vil blive markeret med en reception på Vendsyssel Kunstmuseum, men grundet coronakrisen bliver det først en gang i efteråret.