
Det er ikke bare flot, hvor gode navne Jette Hansen og Poul Nielsen kan trække til Hirtshals, men tillige imponerende, at de samme navne igen og igen vender tilbage til Jye’s Bagbutik.
Den 24. februar gælder det færingen Hallur Joensen. Han er som tidligere nævnt countrymusiker om en hals og et stort navn både på øerne i Nordatlanten og i resten af Skandinavien.
Med sin helt egen stil, som i form af indlevet musikalitet foldes ud i både inderlige og mere rockede sange, sammenfatter Hallur Joensen essensen af country & western musik, når han fortæller historier om kærlighed og ensomhed. Dansegulvet stod derfor heller ikke tomt ret længe, da han i april 2017 gæstede Jye’s Bagbutik.






















































