
Fjord Line har flere gange fået priser for blandt andet færgerne MS Fjordline og MS Stavangerfjord samt senest The Shippax Awards for MS Oslofjord.
I den forgangne uge, mens FlaskePosten var på cruise med Stavangerfjord, fik rederiet så turistsektorens hæderspris fra Bergen Tourist Board. Prisen bliver overrakt til en virksomhed eller institution, der hvert år er med til at udvikle turismen i Bergen.
Juryen begrundede blandt andet hæderprisen med, at i en verden, hvor konkurrencen er stigende om at vinde kundernes gunst, har dette års prismodtager valgt simpelthen at investere for fuld skrue.
– En stor anerkendelse af investeringen i de to nye færger, udtalte linjedirektør Ståle Birkeland hos Fjord Line til magasinet Vest24.
– Vi forventer, at den lave valutakurs vil medføre flere turister fra EU til Norge. Men lav valutakurs har også en anden effekt, nemlig at nordmændene ikke vælger de dyreste og længste ture. Så Danmark vil være en god mulighed, konkluderede en optimistisk Ståle Birkeland.
Det sidste er da bestemt nok en vurdering, som det er værd at glæde sig over for alle, der har fokus på turisterhvervet på toppen af Danmark.