Gydebanker giver mere liv i og ved Tversted Å

Vandløbet hører bestemt ikke til de store og ligner om sommeren strengt taget kun en stor bæk, men der er fisk og flere kommer nu til i Tversted Å.

28
Formand Søren Pedersen fra Tannisbugt Natur- og Vandplejeforening.

Vist er det ikke Gudenåen endsige bare Uggerby Å, men der er faktisk fine ørreder og flere kommer i denne tid til i Tversted Å.

– Efter vi lagde de to gydebanker ud her, har jeg fanget flere pæne bækørreder på mellem 35 og 45 centimeter, fortæller Søren Pedersen, som er initiativtager og formand i Tannisbugt Natur- og Vandplejeforening.

Den 4. søndag i advent er vi midt på eftermiddagen gået en tur sammen med ham ned til den lille, men lige nu vandrige Tversted Å, hvor den slynger sig smukt mellem Åbo Camping og Præstebakkerne.

– Vi har fået støtte til gydegruset af de midler, der drives ind ved salget af de statslige fisketegn, som man kan søge, når man først har fået en aftale med lodsejerne og tilladelse af kommunen, fortæller Søren Pedersen.

– Du kan se den lyse plet derude i det ellers mørke grus, hvor en havørred har stået og pisket småstenene op for at kunne gyde, forklarer Søren Pedersen, mens han peger ud mod stedet i den lavvandede gydebanke i Tversted Å.

De mange kubikmeter gydegrus er med midlerne fra fisketegnene købt hos Tornby Mørtelværk. Derefter er det med en rendegraver kørt ned til åen og ved håndkraft skovlet ud i vandløbet.

Her er det tydeligt, hvordan gydebankerne ikke blot bidrager til at øge ørredbestanden, men også skaber større diversitet af planter og dyr.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments