Den 26. marts 2018 dannes selskabet Vendsyssel Håndbold Invest ApS. Bag selskabet står hovedparten af ejerkredsen af håndboldklubben Vendsyssel Håndbold F.M.B.A.
Det nye selskab har blandt andet til formål at understøtte driften af håndboldklubben ved udlån af selskabets midler.
Ligesom i håndboldklubben hedder direktøren Jan Hansen.
Han er også en del af ejerkredsen. Han ejer ifølge CVR-registreret mellem 15 og 20 procent af selskabet, da det bliver etableret.
Halvandet år efter, at selskabet blev dannet, søger man den 25. november 2019 Erhvervsstyrelsen om at blive momsregistreret med tilbagevirkende kraft gældende fra 1. december 2018, men SKAT siger nej.
Momsregistreringen kan ikke umiddelbart godkendes på grund af Jan Hansens roller i selskabet.
Bestyrelsesformand har ikke set dokumentet
TV2 Nord har fået indsigt i det brev, som SKAT sender til Vendsyssel Håndbold Invest ApS. Her kræver man en økonomisk sikkerhed på 215.000 kroner, hvis selskabet skal momsregistreres.
– Det er en stor overraskelse for mig, for det er ikke et dokument, som vi har fået frembragt i bestyrelsen, så det kan jeg ikke udtale mig om, siger bestyrelsesformanden for Vendsyssel Håndbold Invest ApS, Christian Bjerregaard Carlsen.
Så I bliver ikke orienteret om, at I skal stille en uopsigelig garanti i fem år på 215.000 kroner for at blive momsregistreret?
– Nej ikke på det tidspunkt, siger formanden.
Men selskabet skal vel være momsregistreret?
– Det skal det, ja, siger Christian Bjerregaard Carlsen.
Det er især fordi, Jan Hansen har skatte- og momsgæld til SKAT i flere selskaber, at SKAT ikke vil godkende selskabets momsregistrering.
SÅDAN SKRIVER SKAT I BREVET TIL VENDSYSSEL HÅNDBOLD INVEST APS:
– At selskabets direktør og medejer Jan Robert Hansen indenfor de seneste fem år har drevet selvstændig virksomhed, hvor Skattestyrelsen har et usikret tilgodehavende på mere end 50.000 kroner vedr. skatter og afgifter
– At selskabets direktør og medejer indenfor de seneste fem år har været en del af bestyrelsen og medejer af et selskab, hvor Skattestyrelsen har usikret tilgodehavende på mere end 50.000 kroner vedr. skatter og afgifter. Dette selskab er taget under konkursbehandling.
Skat og momsgæld spænder ben
Af brevet fremgår det også, at der er problemer med afregning af moms fra en forening, som Jan Hansen er direktør for.
– Selskabets direktør og medejer er ansvarlig direktør i en forening, hvor Skattestyrelsen har usikret tilgodehavende på mere end 50.000 kroner vedr. skatter og afgifter, står der i brevet.
Heller ikke det forhold kender Christian Bjerregaard Carlsen til. Udover at være medejer og formand for bestyrelsen i Vendsyssel Håndbold Invest ApS, så er han også formand for damehåndboldklubben Vendsyssel Håndbold F.M.B.A.
SÅ MEGET SKYLDER VENDSYSSEL HÅNDBOLD INVEST APS
SKAT skønner, at Vendsyssel Håndbold Invest ApS skylder 157.000 kroner i moms fra perioden 1. december 2018 til 25. november 2019, 43.000 for de kommende periode og 15.000 kroner i selskabsskat.
I alt 215.000 kroner, som styrelsen kræver indbetalt.
SKAT: Fortsat drift er ulovlig
Trods advarslerne mod at den fortsatte drift af selskab er ulovlig uden momsregistrering, bliver forholdene ikke bragt i orden. Det afslører en ny henvendelse fra Skattestyrelsen halvanden måned senere, den 9. januar 2020.
Her advarer Skattestyrelsen igen om, at en fortsat drift af selskabet uden momsgodkendelse er ulovlig, og styrelsen gentager kravet om økonomisk sikkerhed på 215.000 kroner. Det påpeges at ledelsen – og dermed også bestyrelsen – hæfter personligt for de skatter og afgifter, som den uregistrerede virksomhed skal betale.
Jan Hansen skriver i en SMS til TV2 Nord, som kommentar til sagen:
– Som jeg er orienteret, så skete der en fejl ved selskabets oprettelse af dem, som stod for det. Dette er efterfølgende rettet til. Derudover har jeg ingen kommentarer til beslutninger internt i selskabet, skriver Jan Hansen.
Direktøren sælger ud
Den 10. februar 2020 forlader Jan Robert Hansen direktionen i selskabet. Samtidig sælger han sin ejerandel i selskabet på 15-20 procent til Heidi Hansen. Hun er til daglig holdleder for dameholdet og gift med Jan Hansen.
Jan Hansen fortsætter som administrerende direktør for Vendsyssel Håndbold F.M.B.A, og dermed også frontfigur for klubben, indtil han for knap 2 uger siden sagde sit job op efter, at han var blevet politianmeldt for mandatsvig i et firma i Brønderslev, som han var medejer af.
Han er meldt til politiet for i en periode fra 2018 til sommeren 2020 at have overført mere end 800.000 kroner til 30 forskellige konti fra virksomheden Podi.
I Vendsyssel Håndbold Invest ApS er momsregistreringen på plads.
– Det er jo dybt beklageligt. Det jeg kan sige er, at vi har sat revisoren til at regne tingene igennem, og vi har betalt det moms og skat, som vi skyldte i selskabet. Det er det, som jeg har fået oplyst, og det er det, som jeg kan sige nu, siger Christian Bjerregaard Carlsen.
Kilde: TV2 Nord.