Det kræver en god portion mod og selvtillid at stille sig op foran alle kammeraterne til morgensang og spille hele tre numre, når man kun har gået til guitarspil i tre måneder, men det var ikke desto mindre, hvad et musikhold på godt et dusin elever fredag før påskeferien gjorde på Horne Skole.
Under det første nummer spillede pigerne indledningsvis alene og dernæst drengene, mens alle musikeleverne spillede med på det andet nummer, som hed Spanien. Det sidste nummer sang samtlige elever og lærere samt de mange fremmødte forældre med på. Stærkt og flot spillet.