Grund til optimisme for torskebestanden i Nordsøen og Skagerrak

Der er seriøse tegn på, at den nævnte torskebestand i de omtalte farvande har det bedre, end dommedagsprofetierne har spået.

11
Foto: Arkiv.

Pessimismen for bestanden af torsk i Nordsøen og Skagerrak har været udbredt i visse kredse, men de sidste otte år er bestanden gået frem, noterer i dag FiskeriTidende.

Blandt de aktuelle og positive nyheder er nemlig, at Danmarks Fiskeriforening PO i sommer gik i gang med at undersøge muligheden for at få MSC certificeret fiskeriet af torsk i netop Nordsøen og Skagerrak.

Det drejer sig vel at mærke om et værdifuldt fiskeri med en såkaldt førstehånds bruttoomsætning på henved 200 mio. kroner, som indtil nu ikke har indfriet kravene for at blive certificeret med MSC.

Her giver den nyeste rådgivning fra ICES imidlertid grund til ovennævnte optimisme. Det vil en rapport, som forventes klar i begyndelsen af 2016, dog forhåbentlig afklare.

Fakta om MSC

Alle fiskerier i MSC-programmet bliver målt og vurderet efter de tre principper. Hvilke ændringer fiskeriet skal indføre for at leve op til MSC’s krav for bæredygtige fiskerier kommer an på det enkelte tilfælde.

For eksempel kan et fiskeri blive bedt om at:

Princip 1: Dokumentere tilstrækkelig information om alders- og kønsmønstre i bestanden for at forhindre, at for mange unge fisk bliver fanget, samt at der er taget højde for andre faktorer, der kan påvirke bestanden, fx illegalt fiskeri.

Princip 2: ​Minimere bifangst (uønsket fangst af fisk og andre arter, som havfugle, delfiner og skildpadder). Det kan fx betyde, at fiskeriet skal ændre, hvordan det kasserer fiskeaffald, så det ikke tiltrækker havfugle til fiskeredskaberne.

Princip 3: Fartøjets ejer har underskrevet en Code of Conduct, og deler GPS-data og har deltaget i undersøgelser for at sikre, at fiskeriet forvaltes godt. Effektiv forvaltning sikrer også, at fiskeriet udskifter redskaber eller ikke fisker i beskyttede områder, når nye regler træder i kræft.

Fakta om ICES

Vision for ICES: At være en af verdens førende videnskabelige organisation vedrørende marine økosystemer og give den viden til at sikre en bæredygtig udnyttelse af havene.

Mission for ICES: At fremme den videnskabelige forståelse af de marine økosystemer, og give oplysninger, viden og rådgivning om bæredygtig forvaltning af de menneskelige aktiviteter, der påvirker og påvirkes af, marine økosystemer.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments