Grønnere fremtid med Det Blå Danmark

Det Blå Danmark med Danmarks Fiskeriforening og regeringen går sammen i klimapartnerskab, skriver FiskeriTidende.

128
Niller alias Niels Kristian Nielsen er formand for Hirtshals Fiskeriforening og ses her ved Naturmødet 2019. Foto (arkiv): FiskeriTidende.

Regeringen og Folketinget har en målsætning om, at Danmark skal nedbringe sin udledning af drivhusgasser med 70 procent i 2030 i forhold til 1990.

I den forbindelse har Det Blå Danmark – herunder Danmarks Fiskeriforening – været indkaldt til møde i Erhvervsministeriet for at komme med erhvervslivets input til, hvordan Danmark når målsætningen.

– Vi er glade for, at regeringen har inviteret erhvervslivet med, så vi i fællesskab kan være med til at gøre Det Blå Danmark grønnere, og det var et godt og inspirerende opstartsmøde, som lægger op til samarbejde for at finde frem til fælles løsninger i bestræbelserne på at nå målsætningen, siger formanden for Danmarks Fiskeriforening, Svend-Erik Andersen og påpeger, at der er gang i flere løsninger i dansk fiskeri.

Svend-Erik Andersen fra Danmarks Fiskeriforening. Foto: Arkiv.

– Inden for fiskeriet og fiskeriteknologi er der allerede gang i en rivende udvikling, hvor vi for eksempel ser nye trawl, som er lettere at trække igennem vandet og dermed brændstofbesparende. Der er også eksempler på nye trawlskovle, som nedsætter brændstofforbruget betragteligt. Og så er der de senere år blevet bygget mange nye fiskefartøjer, som blandt andet har haft fokus på brændstofbesparende motorer. Her ligger brændstofreduktionen mellem 20 og 25 procent, viser tal fra Dansk Energirådgivning, lyder det fra Svend-Erik Andersen.

Danmarks Fiskeriforening er sammen med Danske Rederier, Danske Maritime, Danske Havne og Danmarks Pelagiske Producentorganisation inviteret med i klimapartnerskabet Det Blå Danmark.

Regeringen indgår i alt 13 klimapartnerskaber med erhvervslivet, som skal ende ud i, hvordan vi reducerer drivhusgasudledningerne.

Kilde: FiskeriTidende.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments