Det er et særdeles erfarent par i detailbranchen, der for tiden knokler med butiklokalet på Nørregade 15 i Hirtshals.
I en lang årrække drev de købmandsbutik i Mygdal, men har altså nu fået lyst til og mod på at åbne Ostemanden i Hirtshals.
I butikslokalet står allerede en stor ostekøler med disk og en gammeldags kaffekværn. Indehaverne vil nemlig ikke bare forhandle oste.
– Jeg er selv glutenallergiker og kender derfor alt til de kvaler, som man kan have, hvad enten man selv er det eller skal have gæster, der er det, fortæller Grete Nielsen.
Derfor vil hun sammen med gemalen Poul Nimand i høj grad fokusere på glutenfri varer lige fra italiensk is til specialøl, men også økologiske og veganske produkter får masser af plads på hylderne i Nørregade. Blandt leverandørerne vil her være Aurion.
– Det vil helt klart blive en fordel for kunderne, at man hos os finder så stort et sortiment af både glutenfrie og økologiske produkter samlet, så man ikke skal lede efter varerne, tilføjer Grete.
Efterhånden som snakken skrider frem, da FlaskePosten søndag kigger indenfor, står det lysende klart, at parret har en særdeles godt gennemtænkt og perspektivrig plan for Ostemanden. Konceptet er kort fortalt og i lighed med det kommende vareudvalg i dén grad kvalitetssikret.
Navnet til trods bliver der nemlig tale om en specialbutik, der bestemt ikke begrænser sig til oste, men henvender sig til både lokale og byens gæster, der nok skal få øje på det brede udvalg af kvalitetsvarer i Nørregade. Ligesom et kardinalpunkt bliver et samarbejde med Birgitte Grønbæk Frandsen og Allan Kristensen i Fun-Park.
Grete og Poul har foreløbig planlagt en festlig åbning til uge 8, hvor endnu en specialbutik dermed vil bidrage til et gevaldigt løft af Nørregade i Hirtshals.
Stort tillykke. Detailhandel er godt – så mangler der bare en fungerende fiskehandler.
Det bliver dejligt med økologiske varer og alskens gode sager ?? Glæder mig til I åbner ??
Sådan i to gæve mennesker. Ønsker jer al mulig held og lykke med biksen, og jeg er SÅ overbevist om at det kun kan komme til at gå godt. ??????