
Lokalforlaget Løkken udgav sidste år bogen Billedet – det evige nu med henved et halvt hundrede værker af Jørgen Kallan.
I bogen fortæller kunstneren desuden om sin barndom i Odense og om en barsk cykeltur, som hans forældre foretog med sønnerne ned langs vestkysten i Jylland. Turen har nok gjort indtryk på den purunge og åbent sindede Jørgen Kallan.
I hvert fald er Vendsyssel kommet til at spille en helt central rolle i kunstnerens voksne liv, hvilket ikke mindst gælder Hirtshals. I disse dage og frem til den 12. marts kan man da også se en lille håndfuld udvalgte og karakteristiske grafiske værker af Jørgen Kallan.
I hans tegninger og akvareller er netop naturen ofte i fokus for det forsvindende øjeblik, som i billedet forsøges fastholdt og foreviget.
I de små grafiske værker er det tillige indlevede portrætter af mennesker fordybet i daglige gøremål, der fanges i et formfuldendt udtryk.
Kallan kan kort fortalt mere end sit kreative håndværk, når han her løfter hverdagen ind i kunsten.