
Vejret var med Mathias Rump Hansen, som er eventpraktikant på Fyrklit. Lørdag havde han nemlig arrangeret bagagerumsmarked på det populære feriesteds rummelige parkeringsplads.
– Vejret så ved starten lidt kedeligt ud, men det holder heldigvis tørvejr og solen titter nu frem, konkluderede en glad og tilfreds eventpraktikant ved middagstid, hvor parkeringspladsen var proppet med krejlere og gæster.
Her blev alt da også falbudt lige fra service og møbler til nisser og legetøj samt værktøj. Fra en bod fik eventpraktikanten, som snart skal tilbage på skolebænken, desuden solgt burgere og kaffe.






















































