Godsjernbane er en del af fremtidens transportløsning

De store dagsordenstemaer er med god grund blevet bæredygtighed, klimaansvarlighed og miljøbevidsthed, som alle i transportsektoren må inkludere i arbejdet med at finde fremtidens transportmodeller, hvilket også gælder Hirtshals Havn.

336
Foto: John Lykholt.

Fremtidens godstransport skal tilrettelægges og opbygges, så den optimeres efter økonomi, transporttid og klimabelastning.

Det betyder, at der i fremtiden skal søges transportmodeller, der kan være mere komplekse, idet de udnytter flere transportformer, der hver især udnyttes med hensyn til deres kvaliteter, hvormed der samlet opnås optimale transporter. Et større omfang af disse multimodale transportløsninger vil i fremtiden gøre godstransporter mere klimavenlige.

Multimodal transport udnytter på land de forskellige fordele ved godsjernbanetransport og lastbilstransport. Dermed kan transporterne optimeres, når gods på længere distancer transporteres med jernbane. Der flyttes gods over land uden brug af chauffører og uden lastbiltransport på landeveje og motorveje.

De multimodale transportløsninger og transport af gods på jernbanen vil øge den samlede kapacitet på den europæiske infrastruktur. Med overflytning af godsmængder fra vejtransport til jernbanetransport vil trafiksikkerheden blive øget på vejnettet, og samtidig vil klima- og miljøbelastningen fra godstransport samlet blive reduceret.

De europæiske perspektiver for godstransporten med større omfang af godsjernbanetransport vil i Hirtshals blive spejlet i en kommende idriftsætning af kombiterminalen. Når der opstartes jernbanetrafik på kombiterminalen i Hirtshals, åbnes der for nye transportløsninger i den nordlige del af Europa.

Dermed udbygges de allerede eksisterende muligheder for at transportere det gods, der i dag bliver kørt med lastbil på motorvejene mellem Sydeuropa og eksempelvis byer i Norge, kan transporteres med kombinationer af jernbanetransport og søtransport, så det ikke belaster vejnettet.

Det kommer over de nærmeste år til at ske forandringer. Det er nødvendigt, og det er logisk.

Kilde: Hirtshals Havn.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments