Af Sara Dommerby Toft
Sognepræst
Tornby og Vidstrup
I denne søde juletid, er det en god tradition at give hinanden gaver. Med en gave viser man, at man holder af den, man giver gaven. Eller man viser, at man gerne vil have et godt forhold. Hvis man har været uvenner, kan gaven bruges som en udstrakt hånd, der binder folk sammen i fred og forsoning.
Man kan også misbruge gaver. Give folk upassende eller ondskabsfulde gaver – der findes ligefrem et udtryk: ”hadegaver”, som bruges om meget grimme ting, man giver til sine venner. Men det er heldigvis mest for sjov, for der er jo også det med gaver, at vi ikke nænner at smide dem ud. En gave rummer nemlig en lille smule af den, der har givet gaven, så hvis man smider sine gaver ud, føler man, at man smider noget meget mere værdifuldt ud end selve gaven.
Men den største gave findes ikke blandt alle de gaver, vi lægger under vores juletræer.
Den største gave får vi af Gud. Den største gave er troen, håbet og kærligheden. For de tre ting giver os mening med livet, og gør at vi kan se med tilgivelse på vores fortid og med håb på vores fremtid og leve livet lige nu og her i kærlighed og tillid.
Troen, håbet og kærligheden kan man læse om i bibelen, hos Paulus, der var en af de første kristne. Paulus begyndte sin karriere med at forfølge de kristne, fordi han mente at det var en skændsel at påstå at Gud kunne blive til et menneske (julen) – og endnu værre, at Gud skulle have endt sine dage som en forbryder på et kors (påsken). Det var den værste form for blasfemi, han kunne forestille sig.
Så han var med til at stene de allerførste kristne, fordi han mente, de fornærmede Gud.
Men så havde han en oplevelse, der ændrede alt. I et syn så han den opstandne Kristus, dødens overmand, og pludselig blev han opfyldt af den store magt, som han opdagede, er Guds magt, den magt vi kalder for Helligånden (pinsen). Og ligesom det er for os nu, sådan var det for Paulus: Helligånden viste sig i hans liv som tro, håb og kærlighed.
Det blev et stort vendepunkt for Paulus at opdage at Gud ikke var den ophøjede og urørlige Gud, han havde troet på før, men at Gud er kærlighed, lys og ånd. Og at Gud lever i os mennesker som tro, håb og kærlighed. Det skrev Paulus nogle meget smukke ord om i et
brev til en af de første kristne menigheder. Der står blandt andet:
Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt… Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.
Selvom ordene er næsten 2000 år gamle, taler de stadig til os, og bare det at lytte til, hvad kærligheden kan gøre ved os, kan vække dens magt og styrke i os selv. Og det er netop sådan Guds magt virker: ikke ved vold og tvang, men gennem de ord, vi hører. For tro, håb og kærlighed kan ikke tvinges frem, eller købes for den sags skyld. Tro, håb og kærlighed
er noget, der må vækkes eller kaldes frem i os hver især.
Gennem tiden er ordene blevet knyttet til meget smukt symbol, hvor troen symboliseres af korset, håbet af ankeret og kærligheden af hjertet. For mange år siden var der nogen, der fik hugget dette tegn ind i en gravsten, for at sætte det over en grav og ære mindet om en, de holdt af. Graven er for længst nedlagt, men gravstenen er blevet gemt, så man stadig kan tage hen og se den på Vidstrup kirkegård.
Inderst i en cirkel er netop tegnet for tro, håb og kærlighed, og rundt omkring dette tegn, snor der sig et reb. Den slags reb eller tov kalder kunsthistorikerne for en tovsnoning, og tovsnoningen er et meget gammelt symbol for styrke. Man har brugt det herhjemme siden vikingetiden. Derfor findes der mange tovsnoninger rundt om. Der er tovsnoninger på Jellingestenen, og de er mange steder hugget ind i stenene på vores gamle kirker – bl.a. i Tornby, hvor der er en tovsnoning rundt om døbefonten.
Her har stenhuggeren prøvet at vise, at der i dåben findes en ubrydelig styrke, for den, der bliver døbt indgår i en ubrydelig pagt med Gud. Dåbspagten er Guds løfte til mennesket om, at han altid vil følges med den døbte og være hos os med sin usynlige magt, der giver os tro, håb og kærlighed på vores vej gennem livet.
Det er et godt løfte at leve på. Derfor har vi gjort symbolet til logo for Tornby og Vidstrup sogne som en lille julegave til os alle sammen.
Glædelig jul!
Kilde: Vi-To Lokalbladet for Tornby-Vidstrup
