Af Gitte Rams
Tidigre. byrådskandidat for Venstre
Sverigesvej 7
Hjørring
gitterams92@gmail.com
At træffe svære beslutninger, som har negative konsekvenser for borgernes hverdag og deres livskvalitet, er ikke let. Det gælder såvel de beboere på Havbakken og deres pårørende, som hele lokalsamfundet.
Derfor skal en beslutning, som har disse konsekvenser, træffes på et ordentlig oplyst grundlag. At et flertal i byrådet skal træffe det valg at lukke Havbakken, er ikke et valg. Hvis det var et valg, så var der et alternativ. Hvor er alternativet?
At lukke et plejehjem er en alvorlig beslutning. Det er også en alvorlig beslutning at afskedige en medarbejder. Det er den uigenkaldeligt sidste udvej, og så tages den medarbejder, som lettest kan undværes.
Mit spørgsmål er:
Er Havbakken, det plejehjem, som lettest kan undværes?
En lukning er ikke nødvendigvis altid den bedste beslutning, kvalitetsmæssigt, såvel som økonomisk. F.eks. på skoleområdet har alle disse lukninger medført, at flere friskoler er dukket op i vores kommune.
Det er ikke en lodtrækning til Champions League, men en beslutning, som har vidtgående konsekvenser for beboerne og deres pårørende, såvel som borgerne i lokalsamfundet.
Derfor bør beslutninger træffes på et oplyst grundlag!