Af Jens Guldsmed-Thomsen
Antikvitetshandler
Tversted
Forleden dag sad jeg som så ofte før på mit kontor. Esther var der, og vi puslede med regnskab.
Telefonen ringede, jeg kunne se, at det var et mobilnummer, jeg ikke kendte, så jeg sagde til Ester: “Åh nej, det er nok en eller anden hvidhåret, der vil sælge et grimt tysk kaffestel med blomster og guldkant.” Den slags opkald har vi en del af. Og vi køber ikke grimme, blomstrede, tyske kaffestel med guldkant.
Men det var en frisk yngre kvindestemme, så hun fik en chance til at fortælle sit ærinde. “Køber i dødsboer?” Spurgte den unge dame, der havde præsenteret sig som Mille. Nja, det gør vi somme tider, hvis der er noget godt, og det ikke er for langt væk osv osv.
Boet viste sig at være i Jerup (hvor jeg er vokset op). Det er kun 20 min. herfra, så jeg noterede hendes telefonnummer, så Mads kunne ringe hende op og screene hendes udbud. Sådan gør vi det her hos os.
Inden jeg afsluttede samtalen, sejrede nysgerrigheden dog, og jeg fik spurgt om afdødes navn. Det kunne jo være én, jeg havde kendt. Christian Larsen. Jo jo, Kesse kendte jeg da godt. Hans kones datter var min gode veninde. Vi var pot og pande nogle fjollede år i ungdommen. Vi flirtede med politik, fagbevægelse, nødhjælp, sang, optræden og livet i almindelighed.
Efter lidt samtale sagde jeg til Mille: “Så kan jeg da forresten fortælle, at jeg er gudfar til din storesøster Tine. Men jeg har mistet forbindelsen til hende.” Og hvad sagde den unge dame så? “Jeg har ingen storesøster! Det er mig, der er Tine. Mille er bare noget jeg kalder mig.”
Den unge Jens Guldsmed-Thomsen med guddatteren Tine.
Der blev helt stille, og så grinede vi begge to lidt anstrengt og forbløffede. Hvor vildt. Vi sluttede samtalen med løfte om at jeg ville prøve at finde nogle billeder fra Milles barnedåb. Senere samme dag kunne jeg sende dem til hende, og jeg ringede op og aftalte, at Mads og jeg ville komme forbi søndag og se på dødsboet.
Det var så i dag. Og der var ikke noget, vi kunne bruge. Men hvor var det en god oplevelse at se hende og tale med hende. Selv om vi traskede rundt i de sørgelige rester af et liv, der var gået i opløsning.
Vi kørte derfra, og inviterede os selv på kaffe hos Mor. Og i hendes fotoalbum fandt vi dette skønne billede af den nydøbte Tine og den nybagte gudfar, der 28 år senere skulle mødes i bunker af det man heroppe kalder brokkenskie.
Verden er lille – og sommetider ret skøn. 
❤️
