Gensyn med Viking 2.0

FlaskePosten fulgte Casper Steinfath tæt, da han ville være den første i verden, som krydsede Skagerrak på et surfbræt, men her er historien fortalt af Mette Svenningsen hos TV2 Nord..

261

En kold og mørk nat i foråret 2018 står Casper Steinfath op klokken 03.00. Det har han gjort hver dag i de seneste fire uger for at vænne sin krop til at padle om natten.

Han forbereder sig på sit livs længste og hårdeste padletur. En tur tværs over Skagerrak fra Danmark til Norge.

Turen har han navngivet Viking Crossing efter de gamle vikinger, der sejlede samme vej over havet for tusinde år siden.

Alt er timet og tilrettelagt, og klart til når den rette dag pludselig byder sig.

– Jeg har vendt min døgnrytme til faktisk at stå op klokken 03.00 om natten hver dag, og simpelthen presse mig selv ud på havet for at blive vant til at være i et ikke særligt behageligt miljø, siger han.

I en måned har han været standby, og ventet på de rette vejrforhold til rekordforsøget. Hver nat træner han i mørket, og øver sig i at udholde søsyge, vind og kulde.

Casper Steinfath blev født i 1993 i Californien af en dansk mor og en amerikansk far. Kort tid herefter flyttede familien til Klitmøller i Nordvestjylland.

Her vil Casper Steinfath blive ved med at bo resten af sit liv. Om livet i Thy har han tidligere udtrykt, at det har givet ham en særlig balast.

Når man siger, at i Thy er man født i modvind, så er det jo netop også set i den kontekst, at du har en samfundsudvikling, der har været meget svær. Alt hvad du skal gøre i Thy, skal du nogle gange kæmpe endnu hårdere for. Så du finder virkelig et drive og en passion, uanset hvad du laver,sagde han.

Han er nu firedobbelt verdensmester i Stand Up Padlesurf.

Som 19-årig fik Casper Steinfath for alvor sit store gennembrud, da han i 2013 vandt både EM-guld og VM-guld i disciplinen Technical Race inden for Stand Up Padlesurf.

– Min store passion i livet det er vandsport. Det fylder rigtig meget i mit liv, hvor jeg som professionel atlet rejser rundt om i hele verden for at jagte VM-titler og World Cups. For mig betyder det at konkurrere rigtig meget. Men mindst lige så vigtigt er det at være ude på vandet så meget som muligt. Og egentligt bare føle mig inspireret, og jage den her følelse af at være i live.

Casper Steinfath ved godt, hvad han går ind til, når han skal krydse det store Skagerrak.

I 2017 forsøgte Casper Steinfath også at padle den 145 kilometer lange tur. Dengang måtte han give op bare 12 kilometer fra Norges kyst.

Kræfterne var sluppet op, og fralandsvinden hjalp ham ikke. Det barske vejr havde fået ramt på ham.

– Fordi jeg nærmest mødte den her mur, eller hvad skal man kalde det. Den her flod, der nærmest bare løb mod mig. Og det var jo både havstrøm, vind og vand, der løb. Bare i den forkerte retning.

Men drømmen lever stadig.

– At krydse Skagerrak det er kulminationen for mig på mange års drømme og min passion for havet, og så samtidig en test af de skills, jeg har opbygget,siger han.

Natten mellem den 17. og 18 marts 2018 kommer dagen, hvor vejrforholdene er helt perfekte til Viking Crossing 2.0.

Casper Steinfath er mere end klar.

Sammen med sit følgecrew drager han afsted mod Hirtshals. Herfra skal han sejle ud ved 01-tiden om natten.

– Grunden til at jeg tager af sted klokken 01, det er jo fordi vi har de bedste forhold lige nu. Godt nok er det mørkt, men vi har en rigtig strøm og en god vind, der faktisk ligger sig stille og roligt i løbet af dagen. Ved at starte så tidligt, så får vi ligesom en tyvstart på dagen.

I de næste 18 timer og 26 minutter venter en række op- og nedture for Casper Steinfath.

Her kan du se reportageprogrammet om Casper Steinfaths tur tværs over Skagerrak.

CASPER STEINFATH
  • Født og bor i Klitmøller
  • 24 år
  • Professionel padlesurfer
  • Han har vundet guld ved VM og EM i Stand Up Padling (SUP) otte gange siden 2013
  • I 2018 blev han den første surfer i verden, der krydsede Skagerrak på et surfbræt

Denne artikel er blevet til på baggrund af video produceret af TV Midtvest.

Kilde: Tekst af Mette Svenningsen og offentliggjort hos TV2 Nord.

Link til netavisens tidligere artikler om turen: Casper Steinfath

Foto: Arkiv.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments