Arrangementet lørdag hos Lokalhistorisk Selskab for Hirtshals og Omegn bød på et glædeligt gensyn med Jørgen Pyndts fremragende portrætbog STØRUP – IK’ SÅ RINGE ENDDA.
I lyset af det forestående byjubilæum i 2019 er portrættet bestemt også en genlæsning værd. Ikke mange andre lokale borgeres liv og levned er nemlig i samme grad flettet sammen med byen som netop Knud Størups.
Bogen er fra ende til anden, som jeg fastslog det i en artikel allerede kort tid efter udgivelsen i 2014, en bundsolid og sober, men også underholdende skildring, der bærer positivt præg af at være skrevet af en journalist, som er sig den tilstræbt objektive indfaldsvinkel bevidst.
Vi får naturligvis undervejs det lange og personlige perspektiv, der uden for mange svinkeærinder beskriver den senere bykonges stræbsomme kamp fra trange kår og tabet af en far bare 12 år gammel over realeksamen på Hirtshals Skole og en plads få år senere ved et skrivebord i sparekassen direkte overfor direktør Arnold Nielsen, samt ikke mindst ægteskabet med Bodil.
Vi får selvfølgelig også udfoldet hele den lange politiske historie fra debuten i Hirtshals sogneråd tilbage i 1966 til overtagelsen af bormesterposten efter Borgerlistens Jacob Olesen.
Det er stort set historien om én lang opadgående kurve med enkelte få knæk, hvoraf det største og mest smertefulde politiske skete ved kommunalreformen, der førte til den nye Hjørring Kommune og dolkningen af Knud Størup.
Det er tåkrummende fæl læsning, der minder en om, hvor svigefuldt og grimt selv lokalpolitik kan være, men her er bogens styrke igen, at den lader alle komme til orde.
Vi får derfor både Knud Størups egen version om mafiaen fra Hjørring, som angiveligt er den gamle politiske magtelite, samt de involverede byrødders egne udlægninger.
Heldigvis får vi tillige den garvede, men nu pensionerede journalist Torben Vandsteds syn på sagen, idet han ikke længere er bundet af den tilstræbte objektivitets krav, som han var det, da han dækkede valgnatten på Vendelbohus for TV2/Nord.
Vandsted siger i bogen lige ud, at der ikke var respekt for valgresultatet, men derimod despekt for demokratiet, hvilket er skarp lud til skurvede lokalpolitiske hoveder fra et ellers sindigt gemyt.
Vi kommer også omkring politiske medspillere og modstandere, hvoraf de mest markante i et lokalt perspektiv er Kjeld Larsen fra Venstre og Borgerlistens egen Ole Albæk.
Albæk var i mange henseender Størups diametrale modsætning, hvilket førte til mange og lange sværdslag, men der var til gengæld gensidig respekt for hinandens styrker.
Af størst underholdningsværdi i bagklogskabens ulideligt klare lys er måske striden om Poesiens Hus. Her har Størup besindet sig på, at han trods alt aldrig burde have skrevet under på protesterne.
Det fører imidlertid for vidt på et hurtigt webmedie at skulle gå i detaljer med flere af bogens mange kapitler, som ikke i et og alt slavisk følger biografiens kronologi, hvilket blot gør den desto mere læsværdig.
Endelig er der billeddelen af bogen, som også fortjener stor ros, idet især dens omslag har en både episk og poetisk dimension, som man kan fordybe sig i og fundere længe over. Billederne i bogen understøtter og ikke mindst udfolder simpelthen teksten på bogstaveligste vis forbilledligt.
Det er kort fortalt en meget, meget prisværdig bog om et beskedent og lunt menneske, der satte sig nogle lokalpolitiske fodspor af en størrelse og et format, som næppe overgås andre steder i landet.
Mildest talt heller ik’ så ringe endda og godt gået!
Artiklen blev første gang bragt den 31. juli 2015, men genoptrykkes her i anledning af lørdagens arrangement, hvor jeg som medlem fik et eksemplar af STØRUP – IK’ SÅ RINGE ENDDA hos Lokalhistorisk Selskab for Hirtshals og Omegn.
