Glædeligt gensyn med Hirtshals Revyen

Fredag den 30. oktober er der endelig efter to års venten premiere på Hirtshals Revyen 2015.

9

Det er som bekendt kun hvert andet år, der er Hirtshals Revy. Nu er tiden så endelig kommet for premieren fredag den 30. oktober.

At revyen bliver værd at se også i 2015, er denne skribent ikke et øjeblik i tvivl om, idet jeg havde fornøjelsen af at omtale den i 2013. Derfor vil vi i denne foromtale nøjes med at linke til revyens egen hjemmeside og nedenfor bringe anmeldelsen af Hirtshals Revyen 2013.

Link til omtale og billetsalg: Hirtshals Revyen 2015

Anmeldelse af Hirtshals Revyen 2013

Af Niels Skipper

Det er næsten komplet umuligt og ville være at udøve fuldstændig uretfærdig vold på dette års fast sammentømrede revy at skulle fremhæve enkelte numre og skuespillere eller for den sags skyld tekstforfattere på bekostning af andre.

Revyen er fornemt knyttet sammen og binder en fint sammenhængende sløjfe fra indledning til afslutning, hvor det muntre omkvæd lyder, at det er synd for dem, der af den ene eller anden grund ikke er til stede og en tak til dem, der til gengæld er det.

Til stede og nærværende er i særdeleshed skuespillerne og akkompagnatøren i samtlige numre, der indeholder et bredt spektrum af temaer fra aktuel og hylende morsom kritik af skattevæsenets hæven sig over retsstaten til vores ynkelige behandling af ældre medborgere.

Ligeledes får blandt andet emner som unges druk, skolelæreres vilkår med uopdragne unger, vejrudsigtens letbenethed i medierne, forsikringssælgeres dumstædighed, bankernes urimelige behandling af kunderne og udlandsdanskeres selvretfærdighed et fur over snudeskaftet.

En mere vefortjent og kærlig behandling får vendelbomålets grammatiske fortræffeligheder og Pelle og Per som værter for revyen og ejere af Hotel Hirtshals. Ligesom der er en kærlig hånd til blandt andre sponsoren Motel Nordsøen. Ikke desto mindre er der altså både vid og bid i dette års revy.

I stedet for at fremhæve enkelte indslag bringer vi nedenfor en række fotos fra de fleste af flere end en snes numre i revyens to akter, som forhåbentlig giver et godt billede af både bredden, humoren og musikaliteten i Hirtshals Revyen 2013.

Foto: Arkiv.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments