Den genoptagne tradition med grundlovsfest resulterede tirsdag den 5. juni i en dejlig aften med fællessang og kaffe i det grønne ved Emmersbæk Kirke.
Maiken Buddig talte over budskabet i Danmarks Riges Grundlov. Ikke mindst om retten til at tænke, tale og tro frit, som er en selvfølgelighed for de fleste danskere, men noget, man som emigrant i landet skal hjælpes til at lære. Demokrati giver med andre ord frihed og tryghed, men også forpligtigelser til at være med.
Hirtshals Kirkes Voksenkor sang smukt og stemningsfuldt, hvorefter der blev rundet af med en kort andagt ved sognepræst Aksel Toft.
Altså en hyggelig aften, hvor tæpperne måtte frem for at skærme mod den kølige aftenluft, men også en genoptaget grundlovsfest, der vil blive gentaget.