Generalforsamling afholdt hos Venstre i Bjergby og Mygdal

Venstre i Bjergby og Mygdal afholdt forleden generalforsamling i Aktivitetshuset Solhjem.

188

På årets hidtil koldeste aften dannede Aktivitetshuset Solhjem forleden ramme for en velbesøgt generalforsamling for Venstre i Bjergby og Mygdal.

Årsberetningens naturlige omdrejningspunkt var det nylige kommunalvalg, hvor foreningens byrådsmedlem, Søren Smalbro, efter sit gode valg, kunne indtage formandsposten for Teknik- og Miljøudvalget.

Foreningens formand, Ove Jacobsen, glædede sig tillige over Venstres gode samarbejde med borgmesteren og den medindflydelse på Hjørring kommunes udvikling, konstitueringsaftalen giver Venstre de kommende fire år.

I det landspolitiske perspektiv var beretningens hovedpunkter udligningsreformen, den næste udflytningsrunde af statslige arbejdspladser og en opfordring til de nordjyske politikere, om at stå sammen og få den 3. limfjordsforbindelse på plads, inden næste folketingsvalg. Ove Jacobsen fik genvalg som formand og til bestyrelsen blev Søren Smalbro, Martin Brag og Thomas Christensen ligeledes genvalgt.

Efter generalforsamlingen fortalte Aktivitetshusets formand, Kresten Andersen, om husets tilblivelse og mål for fremtiden, der blev rundet af med en rundvisning og et goddag til flere af husets brugere.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments