Datoen forekom noget dumdristig, da arrangørerne valgte at placere Tornby Gardenparty på netop den dag, hvor Fiskefestivalen lørdag kulminerer i Hirtshals.
Fiasko blev det imidlertid meget langt fra, hvilket man fik et indtryk af allerede fra dagens start, hvor der om formiddagen var femkamp for børn. Afgørelsen blev offentliggjort om eftermiddagen, hvor vinderen blev Oskar Rønn og andepladsen gik til Nicolaj Thomsen.
– Vi har 290 tilmeldte børn og voksne til to helstegte pattegrise, fortalte Lise Rønn, som glædende sig til aftenens musik med The Ryans, Nanna Jacobi, Mister Fahrenheit og More, der alle på forskellig vis har tilknytning til eller kender nogen i Tornby.
Midt på dagen marcherede Nordsøgarden med start ved skolen igennem gaderne og sluttede af med et som altid flot tatoo på sportspladsen ved Tornby Hallen. Ligesom der hele dagen var forskellige spil og aktiviteter for børnene.
Alle bekymringer om konkurrencen fra Hirsthals Fiskefestival blev derfor gjort til skamme, hvilket tyder på en gentagelse af Tornby Gardenparty i 2015.